RACKHAM - Artikelbase

BUDDHA OG 'TEGNESERIENS GUD'
Osamu Tezukas Buddha

Af T. Thorhauge

Budskabet om fænomenet Osamu Tezuka synes endelig at have nået den vestlige verden. Adorufu ni tsugu (eng. Adolf), Tetsuwan Atom (eng. Astro Boy), Black Jack, Hi no tori (eng. Phoenix) samt de tidlige værker Lost World, Metropolis og Next World er i løbet af kort tid alle blevet tilgængelige på engelsk, og på fransk foreligger yderligere en samling af mindre historier og Jangaru taitei (fra. Le roi Léo).

Tezuka nåede at berige verden med intet mindre end 150.000 tegneseriesider (eller 10 sider om dagen i sin 43 år lange karriere!) og et hav af tegnefilm og tv-serier. Men først og fremmest er Tezuka berømmet for sine medrivende fortællinger, og for den dybe humanisme, der præger forfatterskabet fra første til sidste side.

Buddha - det seneste skud på stammen af engelske oversættelser (forefindes også på fransk!) - er ingen undtagelse; tværtimod synes Tezuka i sit buddhistiske formidlingsprojekt at finde helt ind til sin kernes inderste. For de læsere, der er bekendte med det faktum, at Tezuka selv var praktiserende buddhist, er det næppe en overraskelse - og for de, der blot er bekendte med f.eks. Astro Boys voldsomme og dramatiske eventyr med de blide, forsonende pointer, er det vel i virkeligheden heller ikke nogen overraskelse.

Mammutværket, der på engelsk er planlagt i en ottebindsudgave på i alt lidt over 3000 sider, udkom oprindeligt i Japan i 1972-83. Samtidig arbejdede Tezuka på en mængde andre projekter, blandt andre Hi no tori / Phoenix, af mange Tezuka-kendere udpeget som hovedværket. Phoenix kan i denne sammenhæng - med sit mytologiske væld af samsara-kredsløb (den særlige buddhistiske ide om reinkarnation), transcendens, karma - og ikke mindst den tydelige fornemmelse af buddhismens grundtanke; opfattelsen af tilværelsen som lidelse - betragtes som Tezukas egen originale og apokryfe fortolkning af buddhismens natur.

Skønt Phoenix dermed tager udgangspunkt i Tezukas helt egne figurer og fortællinger, er kontrasten til Buddha ikke større end at genfortællingen af prins Siddhartas liv og levned ligeledes er indhyllet i et snørklet net af til lejligheden opdigtede personer, variationer over buddhistiske lignelser og andre friheder, som Tezuka på en gang brutalt og loyalt har taget sig, i fortællingens og formidlingens tjeneste.

Her tages udgangspunkt i de to første bind - i alt 800 sider. Tezuka åbner fortællingen med en majestætisk panorering over Himalaya. Et sted i bjergene beretter brahmin-munken mester Asita allegorien om den forkomne, gamle munk, som er gået vild i en snestorm på et bjerg; han falder udmattet omkuld. Snart efter samler en bjørn, en ræv og en kanin sig om ham. Dyrene drager derefter hver især af sted, for at finde føde til den gamle mand. Kort efter vender bjørnen tilbage med fisk, ræven med bær; men kaninen har intet fundet, i stedet beder den den gamle mand om at tænde et bål. Da ilden fænger, udgår en talebobbel fra kaninen indeholdende en silhuet, der viser den gamle mand, der fortærer kaninen. I samme øjeblik springer kaninen ind i flammerne, med et på en gang determineret og resigneret udtryk i øjnene. Bjørnen og ræven ser forbløffede til, mens den gamle mand forgæves smider jord på bålet for at redde kaninen. Grædende rækker han den forkullede kanin op mod nattehimlen, og en stor, lysende kanin-skikkelse farer op mod stjernerne. Mester Asitas fortælling skaber diskussion og vantro blandt munkene - de forstår den ikke, og selv Asita afstår fra at tyde den. Men Asitas profeti vil vide, at en dreng snarligt vil blive født, at han vil være tilstrækkeligt oplyst til at forstå.

Åbningen er smuk, elegant og overlegen præcis. Tonen er fyldt med ophøjethed og ægte patos, fortællingen griber på stedet læserens hjerte, sind og mave - og så sker det: Et vindstød griber Mester Asitas kutte, og blæser et lommeur og en pakke cigaretter ud hans lommer! I den følgende ramme famler Asita panisk efter sine ting, med et flovt og nervøst ansigtsudtryk. Fortællingen fortsætter herefter komplet uanfægtet, skønt Tezuka - med fuldt overlæg - netop har forstyrret sin majestætisk rene opbygning, med en aldeles plat, fjollet og irrelevant anakronistisk gimmick.

Men sådan er Tezuka. Disse små Verfremdung-gags forefindes overalt i hans værker, og det er en idiosynkrasi læseren må sluge. Om disse 'pjatpletter' knytter sig til tidsånd eller til japansk populærkultur (eller en kombination) - eller om de blot afspejler Tezukas eget uudgrundelige lune, må stå hen i det uvisse. Når denne begejstrede læser hæfter sig ved denne, på mange måder perifere detalje, skyldes det en forhåbentligt ubegrundet frygt for at den potentielle læser lader sig skræmme væk af sådanne detaljer, som ved første øjekast kan forekomme mere markante, end de i realiteten føles under læsningen.

Helt bestemt når Tezuka på de første 800 sider blot at komme til det punkt i prins Siddhartas liv, hvor han beslutter sig for at vende sin royale og ødsle tilværelse ryggen. Siddharta træffer som bekendt denne beslutning, på trods af at hans kone netop har født ham en søn, som han dermed forlader til fordel for en fattig tilværelse som missionerende brahmin-munk. Anden bog kulminerer således med at Siddharta lader sig kronrage ("munke har ikke brug for hår"), for derefter at påbegynde sin store rejse, som vil udfolde sig i de følgende 2.400 sider.

De to første bøger er i lige så høj grad fortællingerne om den barske bueskytte Bandaka, den magiske dreng Tatta, slavedrengen Chapra og flere andre Tezuka-figurer. Alle disse fortællinger udfolder sig på en måde, så de integreres og påvirker hovedhistorien om Siddharta - men samtidig virker de som selvstændige, parallelle historier, i hvilke Tezuka dramatiserer buddhistiske tanker og ideer. I første bog skildres på denne vis hvorledes brahmin-disciplen Naradatta forfejlet og fatalt ignorerer princippet om alt livs lighed: for at redde slavedrengen Chapra, sender Naradatta den magiske dreng Tatta af sted efter sin mester, som kan helbrede Chapra. Tatta besidder evnen til at kunne flytte sit sind ind i dyrekroppe, og tager først bolig i en gammel hest, som undervejs bliver skudt, hvorfor han tager bolig i en ny hest, som derefter drukner, for så at 'låne' en and og endelig en ørn. Alle disse dyr dør under Tattas færd - fire dyreliv for et menneskeliv. Som straf fratages Naradatta sin menneskelighed, og flakker derefter rundt i bjergene som et vildt rovdyr.

Ikke overraskende forlener alle disse mere perifære og - i ordets bogstaveligste forstand - dramatiske historier hovedfortællingen med stor vitalitet. Læseren lærer næsten uhyggeligt hurtigt figurene at kende, og bortset fra den loyale gendigtning af Siddhartas liv, er intet forudsigeligt. Tezuka er på ingen måde bange for løbende at aflive sine figurer, at kaste dem ud i dybt urimelige prøvelser, twiste læserforventninger, skifte genrestil flere gange på få sider, og så videre, og så videre. For en vestlig læser virker Tezukas narrative strategier sjældent smagfulde - i tilvænningsprocessen til denne fortællemodus tænker man - som antydet indledningsvis - ofte "det kan man da ikke!" Men det kan man, og man slipper godt fra det, når man er Osamu Tezuka, som ikke har nogle hellige køer i forhold til at fortælle en historie så medrivende, tankevækkende og engageret som muligt.

I det hele taget forekommer det denne læser, at den største bedrift i Buddha er selve fortællingens flow. Der er konstant drøn på, på den substantielle måde, forstås. Siderne er pakkede med drama og ideer, 'effektjageri' er ikke et ord, Tezuka er bekendt med. Flow'et forbløffer, fordi Tezuka har mange, mange bolde i luften: et stort, og hele tiden vekslende persongalleri, mange historier, der fletter sig ind og ud af hinanden, de store religiøse og menneskelige spørgsmål (som naturligvis skal behandles på en passende, afbalanceret og troværdig måde i forhold til mediet og konceptet), vekslende strategier i forhold til tegnestil, og meget mere. Ladet er så at sige læsset hinsides bristepunktet, uden det på nogen måde synes at anfægte Tezuka - tværtimod skrider hans projekt frem med en nærmest selvfølgelig lethed, hver side emmer af smittende og frydefuld entusiasme.

Det siges at den mest intense form for historiefortælling er den mundtlige, hvor fortælleren helt unikt på stedet kan forstærke eller neddæmpe sine virkemidler alt efter reaktionerne fra publikum. Oplevelsen af Buddha minder om at få fortalt en historie mundtligt - men forklaringen på denne oplevelse har langtfra kun at gøre med dramaturgi. Som i Phoenix har Tezuka et fuldstændigt suverænt blik for historier, som ikke blot besidder arketypiske pointer, men tillige arketypisk tyngde. At læse Buddha minder paradoksalt om at læse historierne i Bibelen, hvad enten det har med gammeltestamentlige dommedagsbasuner eller Jesu lignelser at gøre: de store spørgsmål er lige om hjørnet, dramatiseret på en måde, der på en gang er præcis og uudgrundelig. Denne tyngde sættes i relief af Tezukas notorisk nuttede tegnestil, en kontrast, der - forudsigeligt? overraskende? - slår gnister, og minder læseren om hvad tegneseriemediets departement for enkle, visuelle udtryk er i stand til at stille op med tunge temaer og komplicerede forhold.

Et eksempel på dette, og et af Buddhas absolutte højdepunkter, indtræffer i begyndelsen af anden bog, hvor den ganske unge Siddharta overværer en af sine venner drukne (symptomatisk dør vennen, efter han for sjov har slået en kanin ihjel). Herefter plages Siddharta af spørgsmålet om hvor man kommer hen, når man dør. Siddharta spørger først minister Bhubu, der føler sig forpligtiget til at prøve at svare. Bhubu forklarer, at man går hen ad en lang, lang vej. "Hvor fører den hen?" spørger Siddharta. "Til en høj mur" svarer Bhubu. "Og bag den?", "Øh, der er der bare for mudret til at fortsætte", svarer Bhubu, stadig mere nervøst. "Hvis man alligevel kommer igennem mudderet?", "Åh, bag mudderet er der en tåge så tæt, at man ikke ville vide hvilken vej man skulle gå...". Bhubu bliver ved, til Siddharta opgiver ministerens logik. Derefter spørger Siddharta sin lærer, som svarer at der intet sker, "Der vil ikke være noget som helst. Ligesom dette:", siger han, og læseren præsenteres for en stor sort ramme.

Endelig spørger Siddharta en lille brahmin-munk, som i stedet for at svare viser Siddharta hvordan han ved hjælp af koncentration og meditation kan forvandle sig til en kanin. Kunststykket lykkes, Siddartha bliver til en kanin, hvortil brahmin-munken siger "Den kanin du er blevet til vil snart dø. Så vil du se hvordan det er...". Og ganske rigtigt kommer bueskytten Bandaka kort efter forbi, og med en velplaceret pil slår han kaninen ihjel. Derefter vågner Siddharta i sin egen krop, en dødserfaring rigere.

Sekvensen er illustrativt iscenesat, Bhubus forestilling om mur, mudder og tåge ledsages redundant af billeder, lærerens sorte firkant supplerer ligeledes hans ord om intethed, hvorimod kaninens dødsoplevelse ikke er ledsaget af forklarende tekst, og oven i købet er tegningerne regulært abstrakte. Tezuka skildrer dødsoplevelsen i to billeder: først en sort blæksky, derefter en ligeså udefinerbar tegning af røg så tyk, at man nærmest aner folder i den, og lydordene "crackle boom". Herefter erklærer den chokerede Siddharta at han aldrig vil dø. Sekvensen er symptomatisk for helheden: enkel, intelligent, medrivende, tankevækkende, smuk, underfundig komisk og mesterligt, mesterligt let.

Tezuka, Osamu (2003): Buddha vol. 1: Kapilavastu (2003), Buddha vol. 2: The Four Encounters (2003). New York: Vertical. Hhv. 400 og 411 sider. $ 24.95 pr. bind.

På fransk: Tezuka, Osamu (1997-1998): Bouddha vol. 1-8. Paris: Tonkam.