DANMARKS TEGNESERIEHOLD
For såvel insidere som outsidere er det ikke en hemmelighed: tegneseriemiljøet i såvel Danmark som mange andre vestlige lande er usædvanligt lukket. Et lille, selvisolerende, til tider indspist miljø, hvor man som tegneseriefan / elsker / forkæmper / etc., føler man er del af en klub, at man har øjnene åbne for noget andre ikke kender til (og måske oven i købet ikke bør møve sig ind på) eller endda en "sag", man kæmper for. Dette er et af mediets største problemer i dag. For udestående overskygger dette lidet tiltrækkende miljø med dets obskure koder og hermetiske viden ofte selve mediet og bidrager derfor til at isolere det yderligere. Men hvad værre er, kan og gør tegneserieaktivisters indsats for at udbrede den Sande Viden om Det Mest Oversete og Samtidigt Pragtfulde Medie, ofte mere skade end gavn.

De historiske forudsætninger for denne situation er forståelige - den ringeagt, der har været tegneserien til del det meste af det 20. århundrede, har fostret mange uhyrer. Det værste er mangel på ambition hos serieskaberne, som har betydet at alt for meget uinspireret og infantilt materiale er blevet produceret, men også de relaterede problemer i den overvejende henvendelse til børn og unge drenge, der senere er vokset sig store og i visse tilfælde blevet nostalgiske fanebærere for deres barndoms foretrukne trash-medie, er alvorligt.

Disse to grundproblemer indgår i en ond cirkel af et kredsløb, hvor alt for mange tegneserier henvender sig til indviede, og hvor alt for mange dygtigt udførte, men i sidste ende middelmådige værker fremhæves som det fornemste af det fornemste. Hvor alvorligt kan et almindeligt, kulturelt dannet, voksent menneske tage opreklameringen af fx. Blueberry til state of the art indenfor mediet? Og hvad regner man med reaktionen vil være, når den imponerende, men i sidste ende romanbladsagtige Blankets udråbes til et litterært værk på linie med det bedste skønlitteraturen har at byde på? Hvor meget tiltro til mediets potentiale kan man have, når det, der fremhæves som dens største klassikere ofte er kompetent, men kliché-drevent kif, der langt fra står distancen når man sammenligner med tilsvarende værker indenfor fx. litteraturen, filmen eller billedkunsten? Et udmærket eksempel er ophøjelsen af Bilals prætentiøse betonmelankoli til stor kunst, når fx. Philip K. Dick, Andrei Tarkovskij eller Anselm Kiefer, med deres relaterede udtryk og tematikker, får hans indsats til at blegne.

Ved at værne så meget om mediet, som vi tegneserieelskere gør, er vi derfor i det lange løb med til at undergrave dets levedygtighed i det større kulturelle kredsløb, det rettelig burde indgå i. Selvom ghettomentaliteten er forståelig og et langt stykke ad vejen skyldes et ærligt ønske om tegneseriens fremme, er den altså blevet et onde, tegneserien skal ud af, for at den kan få de rette rammer at udfolde sit enorme og urealiserede potentiale i. Vi bør fx. tage afstand fra den evindelige prioritering af den i forhold til andre medier: Hvorfor læse en middelmådig tegneserie, når den samme tid kunne bruges på en fremragende bog? (Jeg skal her være den første til at erklære min delagtighed - jeg sidder for tiden og forsøger at læse den, lad os bare sige ikke påtrængende nødvendige, og 'svært læsbare' superhelteextravaganza Crisis on Infinite Earths af rent nostalgiske årsager, mens V. S. Naipauls A Bend in the River står ulæst på min hylde og samler støv).

Misforstå mig ikke, jeg mener bestemt der skal være plads til uforpligtende underholdning. Kun at beskæftige sig med det, man formoder eller får fortalt er uomgængelig kunst er både fantasiløst og kvælende, hvorfor jeg bestemt heller ikke er interesseret i at pådutte nogen noget. Den personlige oplevelse med et værk og det personlige valg af samme er ukrænkelige, men det bliver unægtelig et problem, når ting som nostalgi og infantile fascinationer går hen og dikterer, hvad vi kollektivt ophøjer til stor kunst. Hvis man ønsker at mediet skal tages alvorligt, må man være i stand til adskille skidt fra kanel og se The Big Picture. Nok skal tegneserien bedømmes på sine egne præmisser, men den skal ikke isoleres fra og privilegeres i forhold til resten af kulturproduktionen - mediet er ikke budskabet og det er på tide vi indser det.

I Nordamerika har debatten om denne hægen om mediet verseret i nogen tid under betegnelsen 'Team Comics', og det er på tide vi åbner op for den i Danmark, hvor vi, trods mange fantastiske enkeltspillere, har et alt for fasttømret og jævnt dårligt spillende Tegneseriehold. Problemet gør sig gældende på alle områder og niveauer af vores subkultur, men jeg vil her - fordi det er min eget gebet i denne sammenhæng - sætte fokus på kritikerstanden og den opfattelse, der tilsyneladende hersker om dens funktion og virke på den danske tegneseriescene. Den harme, min seneste stærkt negative anmeldelse af et par danske undergrundsudgivelser har vakt i visse kredse, peger på en række misforståelser om hvad kritik er og hvilken funktion den udfylder.

Nok kan man diskutere visse af kritikpunkternes berettigelse, fx. omkring den skarpe tone i anmeldelsen - det er væsentligt som kritiker at være sig bevidst hvilke midler, derunder sprogtone, man benytter sig af for bedst og mest ærligt at sige sin mening, argumentere for den og samtidig opnå det tiltænkte mål: at bidrage konstruktivt til en forhøjet kritisk og æstetisk sans, samt større viden og overblik, hos såvel forbrugere som skabere, vel at mærke uden at krænke den føromtalte personlige oplevelse ved at forsøge at ophøje sine ord til Sandhed. Men når det er sagt, er den storm af personlige fornærmelser og ganske uunderbyggede beskyldninger om dette og hint, der er kommet Rackhams vej fra visse debattørers side, symptom på et miljø, der alt for længe har set sig tilfreds med ukritisk rygklapperi og forsigtig opbakning af selv det værste møg i Den Større Sags tjeneste, samtidig med at den aldrig aftagende murren på hyklerisk vis har løbet sine runder i krogene.

På Rackham er vi, i modsætning til hvad nogle af de mere absurde beskyldninger vil vide, dybt engageret i det danske tegneseriemiljø, hvad vores track record også burde vise: Udover at have leveret en af de grundigste dækninger af mediet herhjemme siden rackham.dk gik online for godt halvandet år siden, har vi - i form af Rackham #4 - publiceret en stor interviewbog med en række af de fremmeste danske serieskabere. Endvidere arrangerede vi sidste år den store udstilling af danske tegneserieskabere i Paris, 'BLÆK', og redigerede den tilhørende antologi, der bl.a. indeholdt en række spritnye danske tegneserier. Som vi gang på gang har sagt det på tryk og på web, nærer vi stor tillid til de danske serieskabere, hvis kunstneriske indsats er imponerende i forhold til vores diminutive sprogområde og marked, og vi er - som det også fremgår af vores skrifter, inkl. benævnte anmeldelse - blandt de første til at bifalde nytænkning. Men samtidig kalder vi, af ovennævnte grunde, en spade for en spade.

Jeg mener, at vi her i Danmark har endog mange særdeles talentfulde serieskabere, såvel som kritikere, men jeg mener bestemt også at tingene kan blive bedre. Det kræver imidlertid en større åbenhed og ærlighed overfor hinanden, såvel som overfor øvrigheden.

Matthias Wivel 07/03/04