Billeder har magt. Det har vi om noget været vidner til i Danmark siden Jyllands-Posten i begyndelsen af oktober publicerede sine tolv kontroversielle tegninger af Profeten Muhammed. De voldsomme reaktioner tegningerne har affødt rundt omkring i den muslimske verden, og den diplomatiske krise det har kastet ikke bare Danmark, men store dele af Europa ud i, minder os om billedets magt og uregerlige indflydelse på os. Men hvad mere er, har situationen vist os hvorledes en stor del af denne magt ligger i de bevidst eller ubevidst uansvarlige fejlfortolkinger og reduktioner af billedernes udsagn, der uvægerligt følger i deres kølvand når de antager kontroversiel natur. Forsøget på at regere eller endda negere billedet - en praksis der naturligt nok er ligeså gammel som billedet selv - er fortsat årsag til dets mest ødelæggende potentiale. Ikonoklasmens tid er så langt fra forbi, heller ikke i Vesten.
Sagen er en studie i uansvarlig omgang med billeder. Bondelandet Danmarks største avis, det landsdækkende provinsdagblad Jyllands-Posten, søsætter på basis af en dansk forfatters tvivlsomme PR-stunt et for deres reaktionære kernepublikum leflende større og mere fladpandet af slagsen, på de allerede marginaliserede muslimske mindretals bekostning. Og efter statsministerens principielt velfunderet, men helt i tråd med sin menneskefjendske politik på området og trods internationale henvendelser nonchalant bagatelliserer sagen og afviser dialog, tager en gruppe danske imamer og deres hangarounds med morgenluft i næseborene på harmeoffensiv i Mellemøsten. Deres til lejligheden fremskaffede supplement af hadefulde billeder og deres kreative omgang med sandheden afføder den forventede reaktion; Egypten øjner chancen for at profilere sig som Islams tapre forsvarer og sender tegningerne i omløb. Resten er nuets smertelige historie.
Men et halvt år, stadigt aktive handelsboycots for milliarder, flere brændte ambassader og dusinvis af døde senere, er det stadig som om kun meget få har taget egentlig stilling til balladens angivelige årsag - de tolv tegninger. Kun et fåtal af de mennesker, der i såvel den muslimske verden som i Vesten på den ene eller anden måde har reageret på tegningerne, synes at have kastet andet end et overfladisk blik på dem, og i de dele af verden hvor reaktionerne har været mest voldsomme, har flertallet tydeligvis ikke engang set dem.
Det er naturligvis reaktionerne på snarere end indholdet af tegningerne, der er det vigtige her - det er som følge af dem polariseringen mellem den muslimske verden og Vesten øges i disse måneder. Tegningerne er blevet brugbare brikker i et tvivlsomt og destruktivt, kompliceret politisk-ideologisk magtspil, de i værste fald kun kan ses som små, relativt uskyldige symptomer på. Men det er ikke desto mindre interessant og, kan man frygte, symptomatisk for vor omgang med billeder, at de kommer til at spille en sådan rolle.
Alle billederne er per definition blasfemiske for det overvældende store antal muslimer, der tager troens billedforbud alvorligt, og derfor også fornærmende. Det er værd at holde sig for øje, at denne sag i højere grad end - skulle man mene - langt alvorligere begivenheder som invasionerne af Afghanistan og Irak, har samlet den muslimske verden i protest, på tværs af trosretninger indenfor Islam, kultur, sprog, og indbyrdes konflikter. Profeten tilhører den højeste helligdom i Islam, og Koranen forbyder afbildning af ham. Det er en absolut regel og at overtræde den er et af de alvorligste brud på de muslimske leveregler, sharia. Og selvom visse muslimske samfund i tidligere tider, som flere debattører har påpeget, rent faktisk har afbildet Profeten Muhammed, er det sagen uvedkommende, fordi forbudet mod afbildning af ham i dag holdes i hævd i langt størstedelen af den ganske muslimske verden. Uanset hvad tegnerne besluttede sig for at tegne, var Jyllands-Postens redaktions bestilling på billeder af Muhammed således en overskridelse af helt fundamentale grænser hos en anseelig del af verdens befolkning.
Dette er naturligvis ikke hele historien. Form er som bekendt vanskeligt at adskille fra indhold, og det er svært at forestille sig reaktionerne uden at tage tegningernes udsagn i ed, da de jo netop har disse pågående udsagn og ikke blot er abstrakte "dette er et billede af Profeten"-koncepter. Og det er på samme måde vanskeligt at forestille sig, at reaktionerne ikke havde været betydeligt voldsommere, hvis tegningerne havde været ligeså hadefulde som de væsensforskellige billeder, Islamisk trossamfund omdelte på deres turné, og imamerne lader til at have været bevidste om dette - hvorfor skulle de ellers have peppet deres materiale op med mere krænkende billeder, hvis Jyllands-Postens tegninger var tilstrækkeligt krænkende?
Selvom det er denne iagttagers klare opfattelse, at tegningerne kun i meget ringe omfang er blevet bedømt på deres udsagn og generelt er blevet skåret over én kam - de mange dødstrusler mod 'Muhammedtegneren', der har lydt rundt omkring i den muslimske verden konkretiserer dette forhold med al ønskelig tydelighed - synes det klart, at visse af disse udsagn alligevel har dannet en ramme for den form reaktionerne har antaget. Hvis alle tegningerne havde været ligeså uskyldige som f. eks. Claus Seidels helfigursportræt af Profeten i ørkenen med sit æsel, et billede der snildt kunne optræde i en benign læs-letbilledbog for børn, eller Peder Bundgaards nøgternt opsummerende tegning af Profetens ikoniserede kontrafej som del af Islams stjerne- og halvmånesymbol, eller Poul Erik Poulsens fremstilling af Profeten med en halvmåneformet glorie, er det i det mindste efter denne iagttagers vurdering stærkt usandsynligt, at der ville have været en sag.
Hvis man ser på tegningerne i en ikke-absolutistisk optik, er det åbenbart at der er tale om en ganske differentieret gruppe billeder, som kun ved at ignorere indholdet kan opfattes som entydigt islamkritisk eller -fornærmende, og kun ved at gøre vold på fortolkningen kan ses som decideret hadefuld. Som sagt rummer samlingen de tre ovenstående, ganske uskyldige fremstillinger, men omfatter selvfølgelig også mere provokerende udsagn, deriblandt en håndfuld fladpandede og aldeles fornærmende "jokes", hvis satirisk-kritiske indhold i bedste fald er groft forenklende og ganske banalt. Disse tæller Jens Julius' rudimentære tegning af en gruppe selvsmordsbombere på vej op i Himlen, hvor de - af Profeten? - afvises og opfordres til at stoppe, fordi Himlen "... er løbet tør for jomfruer", og Erik Abild Sørensens ubehjælpsomt nedkradsede stjerne- og halvmånefigurer med slør, ledsaget af verset "Profet med kuk og knald i låget/ Som holder kvinder under åget!" Også koryfæet Franz Füchsels tegning af en række turbanklædte og krumsabelsvingende arabiske stereotyper med mord i øjnene og en imam, der siger "Rolig venner, når alt kommer til alt er det jo bare en tegning lavet af en vantro sønderjyde..." kan, trods sit forsøg på realistisk formaning, henregnes til denne kategori.
Godt nok er islamiske ekstremisters martyr-gulerod om belønning med 72 jomfruer i Himlen efter døden absurd, godt nok undertrykkes kvinder i visse dele af den muslimske verden, og godt nok er det overraskende at en sønderjydes tegning kan provokere så mange mennesker så alvorligt, men disse tegninger bibringer ikke debatten noget som helst andet end billig latterliggørelse af komplekse problemer. De er blottet for den sofistikerede eller indsigtsfulde pointe, der ellers måske kunne retfærdiggøre dem, og det er svært at se dem som andet end tankeløst generaliserende og generelt idéforladte. Dårlig satire, simpelthen.
De tegninger der lykkes bedst som satire er ulykkeligvis, men egentlig forventeligt, også de mest problematiske og grundlæggende krænkende. Den ene er Rasmus Sand Høyers billede af en stereotyp krumsabeludstyret araber med en sort censurstreg over øjnene, der må opfattes som indikator på at han er Profeten. Han er flankeret af to kvinder i sort burka, hvis øjne ses gennem klædets aflange åbning på samme niveau som den sorte streg. En ganske kvik visuel idé bruges således i en kritik af den undertrykkelse af kvinder, der finder sted i visse islamiske samfund - en undertrykkelse, der i Vesten noget misforstået er gået hen og blevet symboliseret ved burkaen - ved at sammenkæde den med Islams billedforbud. Kvinden set som et billede, der på ikonoklastisk vis må tildækkes for ikke at besidde den magt, hendes blotte fremtræden udøver på sine omgivelser.
Problemet er her, at tegningen (ligesom Abild Sørensens i øvrigt) sammenkæder selve Profeten - der tilmed afbildes som stereotyp araber-barbar - direkte med den undertrykkelse den kritiserer og derved antyder, at Islam som religion i bund og grund er kvindeundertrykkende, og i forlængelse deraf barbarisk. En grov generalisering, som på linie med mange vestlige forskere på foruroligende vis tager udgangspunkt i en statisk, essentialistisk fortolkning af Islam som forklaringsmodel på den undertrykkelse og vold, der udøves i religionens navn. Aldeles problematisk og forståeligt krænkende, men ikke uden pointe da kvinder med retfærdiggørelse hentet i sharia vitterligt behandles som andenrangsborgere i visse muslimske samfund.
Samme problematik præger den uden sammenligning mest kontroversielle og oftest reproducerede af alle tegningerne; den tegning, der har tegnet profilen for alle tolv i det meste af verden, ofte fordi det er den eneste (om nogen) folk har set og fordi den træder på det mest følsomme emne overhovedet i denne forbindelse - fundamentalistisk, islamisk vold. Der er naturligvis tale om Kurt Westergaards afbildning af Profeten med en bombe som turban. En sammenkædning af selve troens forkynder med vold er endnu en generalisering det er nærliggende at tolke som en kritik af Islam i sig selv, helt i stil med de såkaldt videnskabelige analyser af religionens grundlæggende voldelighed, der for tiden dukker op som paddehatte. En absurd reduktion af noget så mangetydigt og organisk foranderligt som en verdensreligion.
Westergaard har selv sagt, at dette bestemt ikke er intentionen med tegningen, der snarere sigter på de muslimer, der udøver vold i Guds og Profeten Muhammeds navn. Den islamisk fundamentalistiske vold der er så fremherskende i disse år, og som i Vesten efterhånden har indtaget pladsen som bussemand nr. 1. Det er her tegningen har sin berettigelse - at visse muslimer begrunder deres voldshandlinger i Guds vilje er uomtvisteligt, og at dette, som alle handlinger retfærdiggjort af absolutistisk tankegang, er stærkt problematisk er indlysende. Tegningen opnår således to, indbyrdes relaterede mål: den udstiller det absurde i, at nogen kan finde på at udøve vold i Profetens navn og indikerer samtidig den effekt denne vold har haft på islam-receptionen i Vesten, hvor mange i dag stærkt begrædeligt er tilbøjelige til at sammenkæde Islam som sådan med vold af den type, vi kalder "terrorisme".
Så mens tegningen foretager en grov generalisering, peger den på et alvorligt problem blandt visse muslimer, samtidig med at den udstiller en stærkt problematisk tankegang i Vesten. Flere debattører har med rette stillet spørgsmålet, om ikke de videofilmede henrettelser af kidnappede vesterlændinge eller bombninger af vestlige undergrundsbaner tegningen bl. a. refererer til, er væsentlig mere krænkende overfor Profeten end en tegning som denne. Men det er naturligvis et spørgsmål, der kan vendes om: er den tordnende dobbeltmoral med hvilken Vesten, herunder Danmark, i "demokratiets" og "frihedens" navn sanktionerer, bomber og invaderer muslimske lande efter forgodtbefindende ikke ligeså skadelig for opfattelsen af selv samme idealer rundt omkring i verden, idealer vi bruger i vores forsvar af tegningerne? Magtmisbrugen og -liderligheden går begge veje og står i vejen for forståelsen for såvel Profetens budskaber i det meste af den vestlige verden, som vores sekulariserede idealer i store dele af den muslimske.
Tegningens styrke er, at den favner disse problemer og at den rammer ømme nerver ved at gøre det. Den er provokerende, ja krænkende, men peger samtidig på alvorlige problemer i både den muslimske verden og Vesten. Det har alle dage været den politiske tegnings privilegium at være provokerende, ja endda til tider krænkende, i formidlingen af sit budskab og som sådan er denne tegning et vellykket eksempel på politisk satire. At den gør det på en måde, der alt for let kan forstås som et angreb på Islam som sådan er imidlertid stærkt problematisk og har vist sig unødigt skadeligt. Dens styrke - det klare, stærke udsagn - er således samtidig dens svaghed, men i bund og grund gør den det, en politisk tegning skal: den udkrystalliserer nogle kvintessentielle aspekter af det den vil kritisere og rammer derfor hårdt. Man kan ikke forvente, at en politisk bladtegning på politisk korrekte listefødder danser omkring sit emne uden at gå i kødet på det. En politisk bladtegnings opgave er ikke nødvendigvis at præsentere et nuanceret og kompliceret billede af virkeligheden og at forlange "følsomhed" og "tilbageholdenhed" af en politisk bladtegner er antitetisk i forhold til hans eller hendes gerning.
Det er således urimeligt at kritisere tegnerne for andet end manglende talent. Det der imidlertid kompromitterer dem og deres udsagn er den sammenhæng disse tegninger opstod i. Avisen bestilte dem af bladtegnerne og selvom redaktionen tydeligvis er ganske uvidende om Islam, er det tydeligt at de var bevidst om det grundlæggende blasfemiske i den opgave de satte for tegnerne, og videre at de vidste at der var tale om en provokation.
At flere af tegnerne også var opmærksomme på dette, vidner tre af de publicerede tegninger faktisk om. Annette Carlsen viser en politiopstilling af turbanklædte hellige mænd, hvor vidnet af naturlige årsager ikke kan identificere Profeten, og hvor forfatter Kåre Bluitgen, hvis stadig uefterprøvede påstande om selvcensur hos de tegnere han havde forsøgt at få til at illustrere sin bog om Profetens liv var Jyllands-Postens redaktørers begrundelse for deres aktion, optræder ude til højre. Han bærer et skilt, hvor der står "Kåres PR, Ring og få et tilbud!" Bob Katzelsons tegning, som viser en appelsin der dumper ned i turbanen på den skælmsk smilende Bluitgen, der holder en tegning af en pindemand med fuldskæg og turban i hånden, er helt i samme ånd. Kløgtigst er imidlertid Lars Refns tegning, der drilsk tager parti for de danske muslimer, avisens aktion krænkede ved at publicere tegningerne. Den viser skoledrengen Muhammed fra Valby skoles 7A, iført en FREM-fodboldtrøje, med et tilføjet "TIDEN", der på tavlen bag sig på farsi har skrevet "Jyllands-Postens redaktører er en bunke reaktionære provokatører".
Den kritik disse tre tegninger adresserer til Jyllands-Postens redaktion og Bluitgen er næsten entydigt blevet ignoreret af tegningernes kritikere, hvilket måske er forståeligt, nogle af de andres mere fornærmende udsagn taget i betragtning, men ikke desto mindre symptomatisk for den måde, hvorpå billeder af mange ikke tages i andet end overfladisk og selvbekræftende betragtning. Man kan her indvende, at publiceringen af dem er en slags halvhjertet retfærdiggørelse af den samlede provokation fra redaktørernes side, men de er ikke desto mindre en væsentlig, undergravende del af aktionen.
Og de er fuldt ud berettigede. Det synes tydeligt, at Jyllands-Postens redaktion her handlede helt i tråd med den generelle negative diskurs muslimer er udsat for i Danmark og publicerede tegningerne for at tækkes den islamofobiske folkestemning, og samtidig slå et slag i den kulturkamp mod den kulturradikale politiske korrekthed, den danske højrefløj i stigende grad ser sig selv som del af. At det gik ud over de sædvanlige syndebukke, vore muslimske mindretal, var vel bare naturligt og ganske ufarligt, da disse ikke har en særlig gennemtrængende stemme i den danske debat. At de gjorde regning uden globaliseringens vært er nu åbenbart og udstiller deres uansvarlighed, om end man kan håbe at aktionen, når røgen har lagt sig, i det mindste vil få os danskere til at genoverveje vores rolle som aktører på den verdenspolitiske scene. At se Dannebrog og danske ambassader afbrændt er noget af et chok for os danskere, der jo opfatter os selv som så fredselskende, men vel egentlig ganske naturligt, når vi pt. deltager i krigshandlinger mod to muslimske lande og i det hele taget politisk gerne vil lege med de store drenges legetøj.
At tegningerne var en bestillingsopgave og blev publiceret på baggrund af en tvivlsom dagsorden kompromitterer dem således ganske alvorligt, men det fratager dem ikke deres udsagn. Disse udsagn er som sagt ikke i alle tilfælde lige indsigtsfulde og i flere tilfælde overordentligt fornærmende, men de er, som flere gange understreget, ikke entydigt islamofobiske og rummer i flere tilfælde relevant og skarp kritik af en række af tidens alvorlige problemer. At publikationen af dem var "pubertær", for nu at bruge Uffe Elleman-Jensens ord, og gjorde mere skade end gavn synes endvidere åbenbart, men det diskvalificerer ikke deres kritik, ej heller negerer det deres eksistens.
Jøder, kristne og muslimer henter alle deres tro i det samme grundlag og tilbeder den samme gud, og alle tre trosretninger opererer med billedforbud i deres centrale hellige skrifter. Gennem historien har de alle endvidere i forskelligt omfang afbildet deres guddomme og ofte været blodigt uenige om berettigelsen af at gøre det. Ikonoklasme er en praksis vi alle har til fælles og bunder i et ønske om at regere og endda negere det uregerlige billede. Men historien viser, at dette ikke lader sig gøre - mennesker har gjort billeder siden tidernes morgen og vil fortsætte med at gøre det. At forlange at folk der ikke deler ens tro ikke afbilder ens helligdomme er absolutistisk og urimeligt. At true dem der gør det alligevel på deres liv og helbred er helt i gennem uacceptabelt og afskyvækkende - intet de tolv tegnere har gjort berettiger den situation af konstant frygt de efter sigende ganske forståeligt har befundet sig i det sidste halve års tid, en situation der i øvrigt på profetisk vis illustreredes af Arne Sørensens billede af en tegner, der nervøst kigger sig over skulderen mens hans tegner Profeten.
Mens denne situation bekræfter, at ikonoklasmens fascistoide tilbøjeligheder visse steder lever i bedste velgående, har sagen om Muhammedstegningerne også vist, hvor lemfældig omgangen med billeder i meget bredere kredse er i dag. Den til tider ubevidste, men stensikkert også i mange tilfælde bevidste reduktion af de tolv tegninger til ét udsagn - fx. en grov fornærmelse der retfærdiggør voldelig harme eller direkte udtryk for et ubøjeligt ytringsfrihedsideal, der retfærdiggør krænkende magtarrogance - er et udslag af samme impulser, som gennem tiderne har affødt ikonoklasme: ønsket om at styre den magt billeder har, om nødvendigt ved at gøre vold på deres udsagn og med tale reducere dem til belejligt passende budskaber, man kan mele sin egen kage med. Og det er stærkt foruroligende.
Billeder har magt, og som billedmager eller -distributør bør man være sig denne magt bevidst, ligesom man bør underlægge sin virksomhed samme moral som resten af sine handlinger. Muhammedtegningerne er emblematiske for dybe konflikter i det internationale samfund og kan ikke tages til indtægt for disse, men samtidig er de, som billeder så tit er det, udkrystalliserede manifestationer af disse konflikter, der hvis vi går til dem ansvarligt kan hjælpe os i retning af løsningen af selv samme.
Desværre lader det modsatte i dag til at være tilfældet. Sagen om tegningerne har bidraget til grøftegravningen mellem en gruppe kulturer, der i bund og grund udspringer af samme grundlag og er i mange sammenhænge blevet opfattet som en retfærdiggørelse for yderligere "os-og-dem"-tænkning. Det er nu op til den enkelte at sige fra, at se tegningerne og acceptere dem for hvad de er: billeder. Ved at erkende billedets uomgængelige eksistens og gøre det ansvarligt, kan vi måske øjne et spinkelt håb om en verden, hvor billeder ikke skødesløst bruges som diskriminerende propaganda og hvor en ydmyg tegning aldrig vil kunne ses som en trussel mod noget så smukt og evigt som Guds tilstedeværelse i den enkeltes tilværelse. En tilstedeværelse der ganske rigtigt, som De hellige skrifter så viist antyder, ikke kan afbildes og af hvilken ingen afbildning bør kunne opfattes som en krænkelse, der ansporer os til mord og brand.
CLICK HERE FOR ENGLISH VERSION
|
|
[10-15 marts 2006]
|
|
|
| |
|
|
