tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

DEN TOSSEDE TEGNER TALER
Interview med Ivar Gjørup om og hinsides Muhammedsagen
Af Matthias Wivel

Ivar Gjørup, daglig tegner af striben Egoland i Politiken, var et naturligt valg blandt de inviterede til Rackhams snarligt udkommende store danske tegneserieantologi BLÆK. Han indleverede imidlertid en tegning, redaktionen ikke fandt passede ind i sammenhængen og i øvrigt havde en række reservationer overfor (læs mere her og her). Tegningen "Den Tossede Tegners sidste arbejde" var en kommentar til striden om Jyllands-Postens 12 tegninger af Profeten Muhammed og afvisningen af blev kortvarigt til en historie i de landsdækkende medier. I erkendelse af, at ingen af disse var tæt på at nå sagens kerne, besluttede Rackham og Gjørup sig derfor til at diskutere tegnerens tanker bag tegningen og syn på sagen om Muhammedtegningerne. I det følgende finder du, kære læser, derfor en diskussion af sagen og de svære spørgsmål den har rejst.

Interviewet er foretaget via email i marts og april måned 2006. Bemærk at Gjørup på et tidspunkt benytter sig af tekstindskuddene 'SPØRGSMÅL' og 'SVAR'. Disse er hans egne spørgsmål til sig selv, ikke interviewerens.

---

Hvad vil du gerne sige med din tegning "Den Tossede Tegners sidste arbejde?" Eller måske rettere, hvorfor tegnede du den tegning?

Egentlig havde jeg opgivet at nå det [til BLÆKs deadline]. Jeg læste morgen, middag og aften for at følge med i meningsdannelsen om denne sag, og det tog på mig. Det gør det stadig. Men pludselig var billedet der. I hovedet på mig. Den Tossede Tegner var død! Det var det, der var sket. Død af skræk. Mens jeg sidder og læser aviser og holder med begge parter. Den Tossede Tegner var udtryk for tegnekunstens almagt og sorgløshed. Vi har mistet begge dele.

Hvad mener du med det? Hvad er det, der er så afgørende ved den kontrovers omkring tegningerne af Profeten Muhammed?

Du kalder det en kontrovers. I virkeligheden er det en magtkamp. Almindelige mennesker er tvangsindlagt i denne magtkamp, og man pålægger os at vælge side. Enten er du med os, eller du er mod os. Det er det, man vil bruge billedkunsten til nu. Fjendebilleder på bestilling, vold i gaderne, vi har set det ske før. Det går galt hver gang.

En magtkamp, hvordan? Og hvorfor går det på afgørende vis ud over billedet?  

Sprog og billede udtrykker sig forskelligt. Sprogets udtryk er nedarvede, tillærte, artige; sproget er som hoffolket, præsteskaberne, medløberne, der klæder magthaveren på med lag på lag af pæne ord. Men billedet er som barnet i Andersens eventyr: Det tegner kejserens bare røv. Derfor er magthaverne altid på vagt over for billedet.

Jeg ser hvad du mener, men er det nu helt rigtigt? Sproget kan da også været uartigt, og billedet artigt? De fungerer bare på forskellige præmisser. Og hvordan mener du magthaverne har bemægtiget sig billedet i den her situation?
 
Sproget aflæses i tid. Hvis jeg siger 'and', forstår min tilhører det venligt som en - and. Hvis tilhøreren kan dansk. Jeg deler nedarvede sprogkoder med tilhøreren. Beskueren behøver ikke kunne dansk, når jeg tegner anden i stedet for. Billedet er øjeblikkeligt. Billedet er uforudsigeligt. Jeg siger ikke, at magthaverne har bemægtiget sig billedet; jeg siger, at de prøver på det. Denne gang med voldstrusler. Uforudsigelighed er det værste, de ved. Et pludseligt råb i folkemængden: Han har jo ikke noget tøj på! Derfor må de true barnet i eventyret til ikke at se det, som alle de andre også ser - men som medløberiet pakker ind i ord.

Det jeg tænkte på var bare, at sproget jo også kan være farligt og i høj grad noget magthavere uden held prøver at kontrollere, og i den forbindelse er det måske endda lidt interessant, at man oftere hører om forfattere og andre dissidenter der gør brug af sproget blive gjort tavse, fængslet eller det der er værre af myndighederne, end man gør når det kommer til billedkunstnere. Det jeg vil frem til er, at billedet måske har et frirum, fordi det er sværere at få hold på, sværere at fortolke entydigt og derfor ofte slipper afsted med mere end sproget gør. Nå, til spørgsmålet: hvorfor blev disse tanker om billedets uforudsigelighed så præsente for dig i forbindelse med sagen om Muhammedtegningerne. Har den sag skærpet faren for det frie billede?
 
Det er ikke den mening, sproget - eller billedet - udtrykker, der er det farlige fra begyndelsen. Det er selve billedets måde at være på. Billedet ligner. Billedet af en and ligner en and; det gør ordet 'and' ærligt talt ikke. Sproget skal anstrenge sig for at være frækt, sige 'røv' i stedet for 'bagdel'. Billedet skal anstrenge sig for at være artigt; blive illustration eller ikon eller afbildning, billedmagere har jo også ofte stillet sig til rådighed for et synspunkt. Men spær øjnene op - billedet er altid større end fortolkningen, siger jeg. Dét er billedets frihed. Spørgsmålet, om Muhammedsagen har 'skærpet faren for det frie billede', behøver jeg ikke svare på. Svaret er givet med spørgsmålet.

OK, så lad mig i stedet spørge dig om din opfattelse af Jyllands-Posten s aktion som den startede. Hvad tror du hensigten var med den, og synes du det var en væsentlig aktion i sig selv?

Det er en meningsdannelse, som kræver bisætninger. Men alle taler i hovedsætninger. Når meningsdannerne får tid til det, udfolder de hele sættet af meninger: Ytringsfriheden, det utilstedelige i dødstrusler, respekten for religiøse følelser, nødvendigheden af at leve sammen; men de lægger sandelig vægten meget forskelligt. Eftersom alle mener det hele, når først man går dem på klingen, bliver debatten sær: Ikke oplyst uenighed, men ceremoniel betoning. Jeg mener sandelig også , siger debattøren, betoner 'jeg' og betoner 'også': Kom ikke her!

Men når der ingen oplyst uenighed er, kan der heller ikke forekomme egentlig modsigelse. I stedet får man travlt med at betvivle sin modpart: Du siger ganske vist, at du mener det; men mener du det virkelig?

Nu vil parterne bestemme modpartens vilkår: Du kan kun være enig med mig - og det vil sige være et anstændigt menneske - hvis du siger, mener og gør som jeg. Betoner på samme måde som jeg. Ellers er det mundsvejr, løs tale. Jeg tror ikke på dig, og jeg opgiver hermed overhovedet at diskutere med dig! Jeg er skuffet. Min modpart er afsløret som pladderhumanist eller som islamofob eller vendekåbe eller kujon. Selv har jeg vidst det længe, at det stod sådan til, men nu må alle kunne se det! Sådan er debattens lyd.

Siden den grimme bussemand, som jeg lod Den Tossede Tegner tegne, sagde BØH til den danske offentlighed fire uger inde i det nye år, har vi været i en tilstand af uerkendt stress. Vi går hinanden på nerverne. Det ligner en begyndende balkanisering af debatkulturen. Vi egner os ikke længere til det, Løgstrup kaldte 'skikkelig uenighed': Hans bestemmelse af, hvad 'demokrati' går ud på.

Med disse ord kan jeg så selv komme til orde: Vi lever nu med dødstrusler som en del af skikkelige borgeres hverdag. Denne ufred udspringer af stammekrigerens vilje til had; men civilisation og stammekrig er uforenelige størrelser. Hver gang stammekrigeren viser sig som trussel, må alle uenighedens parter lægge deres uenighed til side og enes om dette ene: Vi vil ikke have stammekrigerens eller blodfejdernes tænkemåder ind i vort samfund. Punktum.

Libanon, Jugoslavien, Irak, USA's underklasse - der er nok af skræmmebilleder. Vi vil have oplyst uenighed, skikkelig uenighed. Men måske er denne omgangsform ikke længere mulig? Stammekrigerens tænkemåde ytrer sig nu også hos vestlige regeringschefer, og militariseringen løber hurtigere end globaliseringen, måske er de to endda ikke to udviklinger, men en og den samme? I så fald er en stillingtagen til Jyllands-Postens provokation nærmest en stiløvelse. Krig får vi alligevel! J-P's provokation - hvad den så end oprindeligt gik ud på - er blevet lydforstærket og forvrænget, den er blevet globaliseret og militariseret af stammekrigere på begge sider i månederne siden. Men så er svaret ikke længere dette enkle: Ytringsfrihed Punktum! Men: Civilisation! Punktum!

Tolv gode danske tegnere, ingen af dem er stammekrigere, de er fredelige folk, som finder religiøst hysteri latterligt. De virkelige ophavsmænd til den nu så berømte Bombe I Turbanen er jo ikke J-P's tegner, men de unge i egen opfattelse hellige mænd, som rev arme og ben af togpassagerer og indvoldene ud på sagesløse londonere og på sig selv i sommeren 2005 - i Guds og Profetens navn. I min ungdom havde vi tilsvarende 'hellige', som mente, at det nutidige samfunds mangler var netop det ridderslag, de behøvede: Hér var begrundelsen for at gå ud og gøre skade, De Røde Brigader i Italien, Rote Armee Fraktion i Vesttyskland. De findes altid, disse hellige unge, som har format til martyriet, men ikke til opvasken.

De er en hån mod livet. Og de præsteskaber - kristne som hinduistiske eller muslimske - der skaber denne 'hellighed' ved at opfordre deres menigheder til had, er en hån mod Gud.

Hvordan insisterer vi på civilisationen i det balkaniserede debatmiljø, du taler om? Det er jo let nok at fordømme dødstrusler, terrorbombninger osv., men hvad gør vi for at skabe et socialt klima, hvor disse aktioner ikke længere appellerer til fyrige, umodne unge, og hvor de religiøse sjælefiskere der opildner dem til det ikke længere bliver taget alvorligt? I forhold til den konkrete sag kan man spørge sig, hvor meget principperne - f. eks. ytringsfriheden - bør fylde som uantastelige idealer, og hvor meget deres forvaltning i praksis bør kritiseres. Hvad er dit perspektiv her?

Og til forvaltningen: når man tegner en kritik af et væsentligt verdensanliggende, som nu militant Islam, i hvor høj grad skal man så generalisere? Det er naturligvis rigtigt, at islamiske bombemænd et langt stykke ad vejen selv er skyld i det billede, vi i Vesten har af islam som voldelig - selvom vi også selv bringer ved til det bål - og det samme gælder det med kvindeundertrykkelsen, som var det andet af de tre gennemgående temaer i JPs tegninger (det tredje var meta-kritik). Men er det konstruktivt på denne måde at sammenkæde hele religionen med disse onder, som man jo gør ved at sætte dem i direkte forbindelse med Profeten Muhammed, er det konstruktivt at benytte orientalistiske stereotyper i formidlingen af kritikken? Skal man overhovedet være konstruktiv? Er den potentielle krænkelse af langt flere og fredeligere mennesker ved disse handlinger og de konsekvenser en sådan krænkelse får for yderligere balkanisering kritikken værd?

Civilisation er en umage, vi gør os. Det tager hundrede år at frembringe en smuk græsplæne, siger englænderne; det tager blot en halv time at ødelægge den. Ikke blot tager det hundrede år, det kræver også en sammenhæng, hvor gartnere findes og værdsættes, hvor der er pengemidler til at få arbejdet gjort og en nedarvet skik og brug og lyst til at omgive sig med grønne plæner. Betragtningen gælder også samfundets indretning: Den kommer ikke af sig selv. Græsrodsbevægelser gør det ikke, om jeg så må sige.

Derfor er spørgsmålet om troen og magten et meget ømfindtligt spørgsmål. Derfor er præsteskaber genstand for min satire, men menneskers tro er det ikke. Vi lever ikke uden tro. Selv ateisme er en tro, det ved vi jo godt. Præster, paver, muftier, guruer, ayatollaher, kardinaler, imamer og medicinmænd vil have magt over menigheden. De vil gerne forestille sig, at troen helliggør magten. Men erfaringen viser, at det omvendte indtræffer: Magten fornedrer troen. Derfor er modstillingen ikke 'vi i Vesten' over for 'islam'. Modstillingen er politik over for religion. Det er et spørgsmål om samtalerum: Man kan ikke begrunde en politisk handling religiøst. Mange mennesker prøver det; de prøver at omveksle troen til magt. Og slipper ofte godt fra det i første omgang. Men det vil hver gang ende galt. Om det er fremtidens Verdenskalifat, eller det var 1500-tallets Geneve under Calvin: Hykleri, stilstand, ulyst og menneskehad bliver følgen.

Magten og troen kan ikke forenes. Virtus et summa potestas non coeunt , sagde Lucan, som mistede livet under Nero. Virtus er den umage, vi gør os for at være ordentlige mennesker. Men et menneske, som vil være fromt, som vil være pius - et sådant må forlade 'paladset', gå ud af Magtens Rum: Exeat aula qui vult esse pius . Det er en gammel erfaring i Europa. Platon tumlede med spørgsmålet et halvt årtusinde før Lucan. Portrættet af Sokrates i Forsvarstalen er portrættet af netop denne nødvendighed, exeat aula. Magtafkaldet i det anstændige menneskes møde med magten. Magten sejrer i dette møde, mennesket taber. Hver gang.

Men Forsvarstalens hemmelige budskab er dette lyse: En halv time til magten. Hundrede år til mennesket!

Dette er den europæiske erfaring: Troen er enten umage eller magelighed. Den erfaring må udbredes til hele kloden. Umagen er at begrunde sit synspunkt. Mageligheden er at samle hujende menneskemængder om troens hovedsætninger. USA's sydstatskristne, det borgerkrigsramte Iraks muslimske trosretninger, de vil alle sammen ud og slås. Troens magelighed er dette entydige, vi vil ikke dialog, som en kvindelig dansk præst udtalte for nylig, vi vil monolog. Os mod Dem. Du spørger, hvad der kan gøres. Jeg ser for mig en smuk engelsk græsplæne. Jeg ser en hujende menneskemængde på vej, soldaterstøvler, kampvogne. Jeg ser mig selv, jeg skal nå at lave et skilt: Græsset Må Ikke Betrædes.

Jeg når det ikke. Eller jeg når det. Det er lige meget. Plænen ødelægges. Har vi hundrede år mere?

Lad os tale om praksis, for en bladtegner. Hvis vedkommende gerne eftertrykkeligt vil vise skiltet der siger "Græsset må ikke betrædes", hvordan gør han eller hun det så bedst? I hvor høj grad er det konstruktivt at sammenkæde det helt grundlæggende i en religion med aggressivt svungne, græskløvende krumsabler? Eller at udstyre alle repræsentanter for en tro med store støvler? Det jeg prøver at nå ind til her, er bladtegningens evne til at opnå klarhed gennem generalisering og hvordan denne forvaltes - hvad er dine tanker i den forbindelse?

Der har været meget snak om min tegning, Den Tossede Tegners sidste arbejde . En læser skrev til mig og sammenlignede den med M.C. Escher. Det blev jeg glad for. Jeg tror, alle har set den der Escher-tegning af to hænder, der tegner hinanden på samme stykke papir: Ved manchetten er det blot flade streger på papiret, men Eschers skraveringskunst folder sig mere og mere ud på vej hen mod fingerspidserne, som fremtræder tredimensionelt og holder blyanten - der er ved at tegne den flade streg på den anden hånds manchet! Den samme dobbelthed og selvreference er til stede i mit billede, synes jeg, det var ihvertfald meningen med den. Barndommens evige skræmmebillede af bussemanden malet på staffeliet; men foran staffeliet ligger maleren halshugget, tegnet i vittighedstegningens sorgløse streg og flade farver: Vittighedstegningen indeholder skræmmebilledet, og skræmmebilledet ødelægger vittigheden. De to hører sammen, de danner det hele billede. Som Eschers to hænder: Tag den ene væk, og det bliver meningsløst.

Når nogle ikke ser  dobbeltheden - eller opfatter den som et nummer - bliver jeg forstemt. Så tænker jeg i stedet på min tegning som en slags Rohrschachtest: Dens indhold bestemmes af beskueren. Og så må jeg mindes den gamle historie om psykiateren, der viser sin patient den ene blækklat efter den anden, og hver gang han spørger patienten, hvad denne tænker ved synet, lyder svaret: Sex! Tænker du da aldrig på andet end sex, spørger psykiateren til sidst, temmelig irriteret. Hvem er det, der viser alle de der frække billeder, svarer patienten.

Jeg er ikke helt sikker på hvad du siger her, men forstår det lidt som at beskueren sidder med hele ansvaret, mens tegneren intet har. Er 'skræmmebilledet' - eller stereotypen om du vil - kun noget der findes i hovedet på beskueren, mens tegneren er lykkeligt fri for det? Er stereotypen, generaliseringen og karikaturen ikke netop stærkt effektive redskaber på den politiske bladtegners repertoire, redskaber han eller hun bør tage stilling til, hvordan bruges - tanke før tale?

Du spørger igen om min tegning. Egentlig har jeg lyst til at lade den blive dér, hvor vi er nu: Billedet tilhører beskueren, ikke billedmageren. Overvejelser om det 'konstruktive' og om tegnerens 'ansvar' er vigtige i menneskeligt samkvem, og dødsensfarlige i kunstnerisk virksomhed. Kunstneren er ikke 'konstruktiv', men 'skabende'; kunstnerens eneste 'ansvar' er at skabe god kunst. God kunst kan have de frygteligste virkninger på menneskesindet; det skyldes, at god kunst befatter sig med livet. Propaganda er ikke god kunst; propaganda løber ærinder for magten.

Sådan lyder tegnerens svar. Men tegneren er også menneske. Som mennesker lever vi i en verden, der behøver konstruktive og ansvarsfulde bidrag. Ikke fra kunsten, ikke fra videnskaben, disse to er det levende menneskes frirum, tilmed gør disse frirum gavn; men fra magtens mennesker. Og dét ser sort ud nu.

Nogle har læst min tegning som et indlæg mod disse 'sabelsvingende arabere', og nu fik vi sat dem på plads. På den måde kan man sige, at mine censorer fik ret: Sådan kunne tegningen altså også opfattes. Andre har set den som en kritik af tegnerne, de danske tegnere var 'tossede', når de tillod sig at gøre sådanne grimme afbildninger af mennesker, der selvfølgelig blev fornærmede over, at vi afbildede dem som vilde krigere. Begge slags betragtere har travlt med at tillægge billedet et facit, travlt med at indlemme også denne billedmager i deres egne tilhængerskarer - når vi nu snart skal ud at marchere.

De kan rende og hoppe.

Spørgsmålet om min mening med billedet er utilladeligt. Min mening med billedet er billedet. Denne indsigt i kunstens vilkår har vi altid haft, det kræver ikke magistergrad at begribe det. To avislæsere over en fyraftensbajer kan enes om det og kaste sig over vigtigere spørgsmål - behovet for konstruktiv og ansvarsfuld magtudfoldelse f.eks. - end dette indlysende. Forsvar frirummet, siger jeg.

For tydelighedens skyld: Censur er ikke en kunstnerisk foranstaltning, men en menneskelig. Vi kan ikke undvære censur. Vi kan heller ikke undvære frirummet, vi vil ikke. Derfor forekommer der hele tiden sammenstød, sådan må det være. Det, vi skal undgå, er ikke sammenstødene, men sammenblandingen. For så er frirummet borte.

Jeg spurgte sådan set ikke så meget til din tegning specifikt, som til hele den debat Jyllands-Postens tegninger har medført, en debat hvori det er også er blevet påpeget at tegnerne - som del af de danske medier, overfor danske minoriteter - kan ses som tilhørende 'magtens mennesker' og hvor om ikke tegningerne så i hvert fald avisens aktion godt kan opfattes som netop 'propaganda'. Det var denne svære diskussion jeg sigtede til med mit spørgsmål. Men jeg synes vi er nogenlunde rundt om den side af sagen, så lad mig stille et mere konkret spørgsmål til en af dine tegninger, nemlig din Egoland-stribe fra engang i efteråret, hvori der indgik en art tegning af Profeten Muhammed.

Jeg kigger ikke efter facit her - det er jeg godt klar over ikke er konstruktivt - men mener alligevel at en tegning som den i din Egoland-stribe, er en slags meningstilkendegivelse. Sig til hvis jeg har husket forkert, for jeg har ikke tegningen foran mig, men som jeg husker den, viser din tegning et klassisk punktum-punktum-komma-streg-ansigt, mens billedrammen lige netop bortskærer at der står 'MUHAMMED' nedenunder, således at det anes uden at være klart. Det slår mig som et udtryk for at have 'to meninger på én gang', som du senere skrev inde på dit website i forbindelse med Den Tossede Tegners sidste arbejde - som jo er fra februar og væsentligt stærkere i sit udsagn - men måske også lidt som at blæse og have mel i munden på en måde, Den Tossede Tegner undgår. Jeg plæderer ikke her for en 'vælg-side'-tankegang, men synes udviklingen er påfaldende. Kan du sige lidt om dine overvejelser fra det ene billede til det andet, som jeg formoder i hvert fald delvist udspringer af Muhammedsagens eksplosion i slutningen af januar.

Min tegneserie er - som alle tegneserier - både ord og billede, fortælling og synlighed. Det daglige valg af emne og synsvinkel kan læses og aflæses som ophavsmandens verdensbillede, dog med det forbehold, at jeg vil dele dette billede med mine læsere; ikke alle synspunkter i striben kan tages for pålydende. I forbindelse med denne vinters striber har jeg fået mange gode henvendelser, også en fra muslimske kredse, flere fra kirkelige: Folk opfatter, at jeg vil splitte begrebet om gudsbespottelse ad. Mennesker må skaffe sig af med dette begreb. Blasfemi har ingen fremtid. Vantro findes ikke.

Præsteskaber findes, de er i disse år meget synlige. Deres magt over menigheden bygger på forestillinger om de vantro og de gudsbespottelige. Derfor vil mange præster, imamer, mullaher, tv-prædikanter osv. ikke slippe disse forestillinger.

Teologisk og filosofisk betragtet er det meningsløse forestillinger. De hører hjemme i stammekrigerens verdensbillede, som grundlæggende er Dem Mod Os. De to store vestlige religioner, kristendommen og islam, er netop forkyndelser, som vil hæve sig over det lokale, over det enkelte menneskes indskrænkede synsrand: Til betragtningen af Altet, Guds Skaberværk.

I Skabelsen er vi alle Guds Skabninger. Intet andet gudsbillede giver mening. Menneskets fromhed er udfoldelsen af liv og lyst i fortællingen om Gud. Min fortælling er EGOLAND. Den menneskelige bevidsthed, menneskets sans for betydning, er guddommelig. Det vil sige ubegribelig. Den, som omveksler gåden til had, bringer sig i uløselig strid med sin egen tro, ikke kun med andres. Vi begår alle den fejl ind imellem, til dyb skade for os selv; nu truer det også kloden. Tænksomhed er det nødvendige middel imod denne dumhed.

SPØRGSMÅL:
Du betegner både kristendommen og islam som vestlige religioner. Det kan du ikke mene?

SVAR:
Absolut. Den, der søger østlige religiøse forestillinger, må begive sig til Kina, morgendagens overmagt. Islam er endnu en tro udsprunget af den skriftverden, som vi nu er ved at afskaffe kendskabet til: Den græsk-romerske middelhavskultur, som bestod i tusinde år og videreførtes i de tre store bogreligioner, den mosaiske, den messianske og den islamiske tro. Den vestlige Åbenbaring har tre Generationer, så at sige, tre udgivelser, de kunne for den sags skyld udkomme i ét bind - Biblia Hebraica, Ny Testamente og Koranen. Alle tre skrifter er opstået inden for de tusinde år, jeg taler om; de opstår ikke i et tomrum, men i en myldrende verden af tænkende og læsende mennesker, der søger råd i gamle bøger, som vi også gør i dag.

Det, jeg her svarer, er udtryk for tænksomhed.  Midlet mod had.

SPØRGSMÅL:
Du svarede ikke om den stribe, jeg spurgte om?

SVAR:
Undskyld, det gør jeg nu. Punktum, punktum, komma, streg, sådan tegnes Nikolaj, dét var barnets fryd, den nemmeste af alle tegninger. Og det vigtigste af alle tegn: Det menneskelige ansigt. Står der NI-KO-LAJ i sidste ramme? Så er det barnets uskyldige leg. Står der MU-HA-MAD? Så er det en krænkelse af Profeten og af alle menneskers Gud og især af over en milliard mennesker, som tror på denne Gud under betegnelsen muslimer. Er det sådan, vi ønsker at forvalte troen? Nej, det ønsker vi ikke. Sådan taler kun magtkæmpere og uddøende præsteskaber.

SPØRGSMÅL:
Skal vi så ikke sige Undskyld?

SVAR:
Vi bør altid undskylde handlinger, når de får en virkning, vi ikke tilsigtede. Det er levemåde. Det modsatte af had.

Der er en sidste ting, jeg godt kunne tænke at få dine tanker med om, nemlig det der hele tiden har ligget som en svært forståelig subtekst i debatten på vore kanter, men som givetvis i store dele af den muslimske verden har været hovedproblemet - overskridelsen af billedforbudet. Hvad er din tanker om religiøse billedforbud, og er det noget man bør respektere?

Billedforbuddet udspringer af ængstelse. Sproget kan lære sig artighed, gentagelse af faderskikkelsens udtryksmåder gennem tusinde år. Billedet begynder forfra hver gang, med barnets frejdige pågåenhed. Billedet er en overtrædelse. Mange mennesker har fortalt om den oplevelse, at de gav sig til at tegne og male, måske sent i livet, som tidsfordriv først og fremmest: Og blev overvældet af tanker, de ikke før havde tænkt, nye indsigter bankede på under arbejdet med farver og streger og flader. Som om sprogets vagtsomme censor var døset hen, mens bevidsthedens billeddannende del holdt sig lykkeligt beskæftiget - så meldte de sig endelig, de forbudte erindringer, de vilde tankekæder, de uønskede sammenhænge.

Sammenbrud, nye livsvalg, sene opgør blev følgen. Sammen med noget, der lignede lykke.

Den forbudte lykke. Livets nærvær, en grøn port i gadebilledet, et øjekast, et sovende kattedyr, en pludselig glæde. Præsteskabet bekymres. Menigheden er munter. Noget er galt. Men så tager sproget ordet. Udtaler fadermagtens formaninger, moderkønnets hændervridende medskyld. Tager farveblyanterne fra de troende. Tilbyder en anden og sær slags lykke, det er underkastelsens lykke. Sprogtugtens selvbillede.

Troens rum har egne forskrifter. I troens rum er billedforbuddet en beslutning. Hvis man opfatter billedforbuddet - der er fælles for de tre vestlige religioner, det findes i både mosaisk og messiansk og muslimsk tro - som et forbud mod afgudsdyrkelse, giver det god mening. Det bliver en fortælling om Guds ubegribelighed, et krav om renhed i troen. Men troens rum er ikke magtens rum. Troen er værdighed, magten er lumpenhed.

Jeg har aldrig hørt nogen begrunde, at en ikketroende kan overtræde billedforbuddet. En vegetar kan overtræde forbuddet mod at spise kød, en afholdsmand kan overtræde forbuddet mod at drikke alkohol; vi andre kan ikke. Uanset hvad vi GØR: Vi KAN ikke! Denne indsigt er enkel. Men sagen om J-P's tegninger sprang fra troens rum til magtens rum og blev en grim sag. Vi er ikke færdige med den. Et stort opgør truer, og troens galninge på begge sider - fra alle sider, der er mange trosretninger - hengiver sig allerede til svimle tankebilleder af dommedag og snarlig død og de helliges henrykkelse til den syvende himmel.

De truer os alle. Her har vi et Dem og Os, vi kan forholde os til: Ikke sprogkodens 'muslimer' mod 'den vestlige verden', men troens galninge i deres dybe selvhad og kropsangst som trussel mod alle os mere eller mindre troende eller bekendelsesløse, alle os der stod af toget, slog os ned, betalte vor 'Præmie til Lumpenheden' - jeg citerer Johs. V. Jensens Memphis Station - og blev mennesker:

Fat dig ogsaa du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?
Forholder du Jorden din arme Taknemlighed?
Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?

Fat dig og bliv i Memphis,
meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurér dig imellem de andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen.
Gør Kur til hin Jomfru med Roser og Guldring
og start et Savskæreri som andre Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne ...
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte Memphis ...

Billedet af liv. Men undergangens galninge tilbeder billedet af bomben og de 'blodvaade Frakker', vil melde os allesammen ud af 'Foreningen': Giv dem en farveblyant!

[marts-april 2006]



 

 

klik på billedet for at se det i en større version
"Den Tossede Tegners sidste arbejde".

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
M. C. Escher, 1948.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

klik på billedet for at se det i en større version
Egoland-striber fra hhv. d. 27/10 & 6/11/2005.

 

 

 

 

 

 

 

 

 


læs også:

Tema: Tegningerne af Profeten Muhammed
Tema: Danske tegneserier
Nyhed 27/03/06: Ivar Gjørup præciserer i åbent brev sin holdning til afvisningen af sin tegning
Nyhed 25/03/06: Rackham anklages for politisk censur og kritiseres for BLÆKs økonomi
Nyhed 19/03/06: Stor dansk tegneserieantologi på vej
Hvem fører pennen? - Interview med Ivar Gjørup

links:
Egoland

 

 

Rackhams forum

 

 

 

tilbage til Interviews



© 2006 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2006 the respective artists and authors. All rights reserved.