tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

THE GODFATHER

Interview med Paw Mathiasen

Af Henry Sørensen

Fra 1970ernes seriemagasiner og de første tiltag til en egentlig album-kultur i Danmark over 80ernes boom og 90ernes dødvande frem til vore dages endelige knæsættelse af tegneserien som en selvstændig og potent udtryksform: forlæggeren, kritikeren og oversætteren Paw Mathiasen har været med hele vejen. Fra den spæde start med det fotokopierede fanzine Fat Comic - et næsten énmandsprojekt, der udkom over ti år og som blev redigeret og publiceret hjemme fra forældrenes bolig i Nyborg - bevægede Mathiasen sig frem til at blive medredaktør af det toneangivende tegneserietidsskrift Seriejournalen, som i 1998 blev afløst af Strip!, der i dag er Danmarks eneste større trykte organ for tegneseriekritik.

Sideløbende hermed startede Mathiasen i 1991 den navnkundige tegneserieantologi Fahrenheit , der præsenterede en lang række danske og udenlandske tegneseriekunstneres arbejder: "128 tegnere fra 18 lande i 22 numre" hed det sig, når forlaget Fahrenheit en sjælden gang skulle bryste sig af sit output. Antologien blev hurtigt et talerør for den danske og udenlandske undergrunds grødede stemmer. For mens de såkaldt etablerede forlag i 90erne ikke ville røre de nye tegneserieskaberes arbejder med en ildtang, var Mathiasen parat til at forsøge sig med snart sagt hvad som helst, så længe han brød sig om materialet, og - ikke mindst - personen der stod bag. I mange år var Fahrenheit således det eneste sted, hvor den spirende danske talentmasse kunne søge hen, hvad enten det gjaldt et antologibidrag eller en albumdebut.

Siden er både forlagets ambitioner og succesrate steget stødt: indenfor den sidste håndfuld år har Mathiasen således udgivet værker på dansk af så internationalt anerkendte navne som Jason, Moebius, Tardi og Alan Moore. At det dog aldrig er gået ud over engagementet i den hjemlige tegneserieproduktion, kan for nyligt udgivne danske navne som Henrik Rehr, Cav Bøgelund, Ib Kjeldsmark, Jan Kjær, Lars Horneman og Anders Walter skrive under på.

I løbet af de knap 30 år Mathiasen har været involveret i den danske tegneseriebranche, har han bevæget sig fra entusiastisk fanboy til etableret forlægger, men drivkraften synes stadigvæk at være den samme: en enorm interesse for og kærlighed til tegneseriemediet i alle dets afskygninger. Da Paw Mathiasen for nylig fyldte 40 år - og forlaget Fahrenheit samtidig 15 - var det derfor kun naturligt, at Rackham tog sig en snak med ham. I det følgende ser den danske tegneseriemafias Godfather tilbage på alle de forgangne år, han fortæller om sejre og nederlag, og nægter afslutningsvis at forklare hvad det er, der gør tegneserien til så unik en lidenskab.

 

FANZINES OG TEGNESERIETIDSSKRIFTER
Du er netop fyldt fyrre år og nogenlunde samtidig hermed kunne dit forlag, Fahrenheit, fejre femten års jubilæum. Men du har været engageret og involveret i tegneserier i næsten tredive år. Kan du fortælle lidt om, hvordan det hele begyndte?

Forhistorien til det hele er jo, at jeg startede med at lave mit allerførste blad, der hed Top Serien i 1979. Men min sådan rigtig store debut [griner] var med Fat Comic i 1980, da jeg var 13 år. Og grunden til jeg startede det blad, det var... altså, min interesse for tegneserier, den har jeg fået fra min far. Huset var jo fyldt af gamle Kong Kylie-hæfter, Skipper Skræk og Anders And-blade, Ferd'nand- og Carlt-julehæfter. Men min far abonnerede også på det blad der hed Kulørte Sider, som var et magasin, Runepress udgav i slutningen af 70erne. Og hver gang det kom, så sad jeg og læste det hele og syntes det var vildt spændende.

Og noget af det som jeg syntes var allermest spændende var, at de havde sådan en fanzine-spalte, hvor de kort nævnte småhæfter. Og dem begyndte jeg så at skrive til og fik nogle af de blade tilsendt. Der var blandt andet et blad, der hed Fanzy, som jeg var ret fascineret af. Det var en gut ovre i Ølsted på Vestsjælland, der lavede det. Og der igennem fik jeg fat i andre adresser på småblade, som jeg så begyndte at abonnere på. Og jeg kan huske, at næsten hver dag i skolens frikvarter, så cyklede jeg hjem for at se, om der var kommet noget post til mig; om der var kommet et eller andet nyt lille snolderblad til mig.

Vil du sige, at der var mange af sådan nogle små fanzines på det tidspunkt... vi snakker i slutningen af 70erne eller sådan noget, ikke?

Ja, det var jo i hvert fald der omkring. Der kom jo nok flere til, da jeg selv begyndte omkring 1980, fordi det, der jo skete i starten af 80erne, det var jo, at kopimaskinen kom ud til folket. Og mit eget blad fik jeg jo lavet på sådan et kopicenter, hvor jeg selv stod og kopierede det, og så betalte jeg for brug. Der var en masse blade op igennem 70erne, men de der virkeligt små og enmandsproducerede blade, det var jo ligesom kopimaskinerevolutionen, der gjorde det langt lettere. Så altså, når jeg tænker tilbage på det, så virker det som om, at der kom utroligt mange hæfter på det tidspunkt i modsætning til i dag. Men i dag er meget af det jo sikkert lagt over på nettet, kunne jeg forestille mig.

Du udgav 32 numre af Fat Comic i løbet af 10 år. Var der andre skribenter tilknyttet bladet eller stod du selv for samtlige artikler, interviews og anmeldelser?

Altså, jeg lavede nok sådan 80% af alt indholdet, men i starten da havde jeg nogle skolekammerater tilknyttet, bl.a. en, som jeg stadigvæk har kontakt med i dag. Og i nummer tre da kontaktede Henrik Rehr mig; han boede i Odense på det tidspunkt, og var et par år ældre end mig. Og i nummer tre da bragte jeg hans debut, det var jeg meget stolt af. Jo flere numre der kom, jo mere udviklet blev hæftet, og man sendte det rundt og udvekslede det med alle mulige andre hæfter, så begyndte man jo også at være en del af hele den der underskov. Og så lærte man jo nogle andre af dem, der havde de små blade, lidt bedre at kende, og spurgte, om de gad at anmelde.

Så der var altså både anmeldelser og tegneserieindslag i Fat Comic ?

Ja, det var der, men det var mest tekst. Der var nyheder, og så var der nogle portrætter af tegnere og serier og en sjælden gang var der interviews.

Hvordan blev Fat Comic finansieret og distribueret?

Altså, jeg havde jo nogle abonnenter, der kom jo lidt penge ind. Men det var egentlig ikke så meget, så jeg tror faktisk det var mine forældre, der sådan forbarmede sig lidt. Jeg tror at alle forældre, når deres børn bliver teenagere, så vil de gerne have, de har nogen sunde fritidsinteresser, så de ikke begynder at ryge smøger nede på skolelokummerne og køre på borede knallerter og sådan noget. Og jeg var ikke sådan... jeg var ikke så sportsminded. Jeg gik faktisk til atletik, og var egentlig meget god til at løbe, men det der med at spille bold og holdsport, det var slet ikke mig. Man kan sige, sådan er der måske mange, der har haft det i den her branche, men udover det, så var jeg ikke sådan en enspændertype. Jeg har altid været meget populær i klassen og jeg har aldrig været socialt handicappet, sport var bare ikke mig. Og jeg har altid læst meget, så jeg kunne faktisk godt lide, fx efter skoletid, når andre skulle til sport, at gå hjem og læse; jeg læste masser af tegneserier og bøger.

Hvordan distribuerede du bladet?

Jamen, så stille og roligt så henvender folk sig jo og tegner abonnement. Og så kan jeg altså også huske, at efter jeg havde udgivet Fat Comic #1 eller 2, så var vi tilfældigvis i København, så gik vi ned i Fantask, og så stod en, øh, en tyndere udgave af Søren Pedersen, og en lidt mere langhåret udgave af Rolf Bülow, de stod jo dernede, ikke, og så kom jeg jo ind som 12-13-årig, og spurgte, om de ville tage mit blad. Jamen, det ville de gerne. De tog det i fem eksemplarer, og siden har de jo stort set solgt alt, hvad jeg har udgivet. Så det er derfor Fantask har en stjerne hos mig, for de har sgu altid...

Søren og Rolf styrer!

De styrer totalt! [griner] Jamen, der har sgu ikke været noget... de er nogle gamle hippier, men der er sgu ikke noget... de har sgu altid været meget åbne... det kan jeg da takke dem for i dag.

Så skete der så det, at Fat Comic blev lagt sammen med Serieskaberen, som var et blad, der blev udgivet af folkene omkring tegnestuen Gimle, og...

Faktisk, så... inden da havde jeg faktisk et fælles forlag... det vil jeg lige sige, fordi jeg synes, det er sådan en sjov historie... med én, der hed Rune Larsen. Det er ham Rune Engelbreth fra Minoritetspartiet. Og vi havde et fælles forlag, forlaget Viking, og han lavede et blad, der hed Seriekureren, der endte med at hedde Runer, og vi syntes selv vi var meget seje, sådan lidt fanzine-mafia [griner]. Jeg kan huske vores fanzineanmeldersektion, den var benhård! Vi var hårde mod de dårlige hæfter.

Altså de konkurrerende fanzines? Hvad kunne det være for nogen?

Det kan jeg sgu ikke huske. Men der var jo en hel del af dem, og på det tidspunkt havde vi jo efterhånden udgivet blade i en 2-3 år, så vi var jo ret... experienced, i modsætning til de andre, ikke? Og jeg kan huske, der gik sport i at svine de der blade til [griner]. Når vi mødes til julefrokost i dag, så sidder vi stadigvæk og griner af det.  

Og du kender ikke nogle af de redaktører, som du svinede til dengang, i dag?

Jo, det gør jeg da. Der er sådan en gut som Svend Høgh, ham har jeg da stadigvæk kontakt med. Han startede jo også med at lave sådan noget. Nu er han jo Sudoku-kongen over dem alle, så... Men så efter ti år snakkede jeg med Frank Madsen, og han kørte jo det der Serieskaberen, som var sådan mere et fagblad for den forening, der hedder Danske tegneserieskabere. I mellemtiden var jeg jo flyttet til København, og skulle finde ud af, hvad jeg så ville. Og København var jo en spændende by, og derfor gik det sådan lidt i stå med Fat Comic. Men så tror jeg nok Frank spurgte, om vi skulle gå sammen om at lave det blad, der hed Seriejournalen.

Og det redigerede i så sammen fra 1990-95. Var I ligeværdige redaktører på det tidsskrift?

Ja, altså det, der jo nok var kendetegnende ved Seriejournalen, det var, at der ikke var nogen sådan redaktionel linje, vi var nok egentlig bare nogen, der samlede materiale ind. Fordi Seriejournalen blev jo større og større sådan rent kvantitativt; vi endte jo med at lave blade på 120 sider til sidst. Så jo, vi var fælles redaktører, men der var også Poul Petersen og Mårdøn Smet, de var da også inde over. Så vi mødtes, og ja, så samlede vi bare materiale sammen.

Der var jo så onde tunger der påstod dengang, at bladet endte med at blive meget indspist og indforstået, og at det var grunden til, at det måtte gå ind. Er det en karakteristik, du kan nikke genkendende til?

Altså, jeg kan godt huske, at vi blev beskyldt for det. Og det blev vi jo selvfølgelig, fordi vi på det tidspunkt jo havde en konkurrent der hed Billedstorm, og det mente de jo sikkert. Det er jo klart, når de sidder ovre i Århus, så har de jo selvfølgelig et andet syn på... Og Seriejournalen blev jo redigeret og udgivet fra tegnestuen Gimle, hvor de fleste såkaldt etablerede tegnere sad på det tidspunkt. Og når de fik udsendt albums, så var der jo interviews med dem, og vi var også de første, der kunne orientere om det i pressen, så det er da klart, det har virket som en slags "Gimle Post". Det tror jeg også Billedstorm endte med at kalde Seriejournalen: "Gimle Posten" [griner]. Men bladet stoppede efter fem år og 22 numre, så vidt jeg husker. Årsagen, den... jeg tror for Frank da var det, at Sussi, hans kone, blev gravid, så fik de barn og så kunne Frank ikke mere tage sig af Seriejournalen. Og vi andre havde egentlig heller ikke så meget lyst mere, fordi det var jo nok... det var et blad, der nok savnede en redaktionel linje, og så var der ikke nogen, der lige sådan havde... hvad hedder sådan noget... the spirit til at tage over. Så lukkede vi.  

Så gik der tre år, hvor der ikke var noget større, bredtfavnende tidsskrift om tegneserier i Danmark. Så kom så første nummer af Strip! i 1998 med dig som ansvarshavende redaktør. Var der så til gengæld der lagt op til en fast, redaktionel linje?

Jamen, det var der, for da der var gået nogle år, så kunne jeg jo godt mærke, at branchen havde brug for et blad, der ligesom kunne samle... ja, samle branchen. Altså, det var jo der i slutningen af 90erne, hvor det virkelig var gået ned og ned og ned ad bakke, ikke? Og når man så endelig udgav noget - udover Fahrenheit-antologien, var jeg også begyndt at udgive nogle one shots - så savnede jeg et sted, et forum, hvor man kunne få lidt opmærksomhed omkring sine udgivelser, og hvor andre kunne få opmærksomhed omkring deres.

Så jeg indkaldte nogle folk, og vi planlagde faktisk bladet i et år, før det første nummer udkom. Og vi gik meget op i, at hver især skulle have en funktion på bladet. Fx så var jeg ansvarshavende redaktør, og det var så meget kontakten udad til, og sådan det mere administrative og redaktionelle. Poul Petersen tog sig af det tekniske, korrekturlæsning og det redigerende arbejde. Lasse Holm tog sig af layoutet, og Thomas Berger sørgede for annoncerne. I dag er Benni Bødker kommet til, han står for at holde anmelderne i snor. Og det har vi simpelthen holdt fast i, fordi når folk ligesom får noget ansvar, og man er del af et kollektiv, så vil ethvert menneske med ansvarsfølelse tage den på sig, ikke? Så det ikke ender med, at det altid er en eller anden, der i sidste øjeblik skal ringe rundt til annoncørerne, for "det har vi lige glemt". Og det har faktisk kørt lige siden.

Men har der været en indholdsmæssig redaktionel linje fra starten også?

Vi har jo altid sagt, sådan lidt for sjov, at vi gerne ville lave sådan en slags tegneseriernes svar på Se & Hør. Altså, vi forsøger at være rimeligt bredtfavnende og sådan lidt mainstreamet, ikke? Der har jo været masser af artikler om de meget brede serier, og det har været meget bevidst. Men samtidig så har vi også hele tiden gerne villet have de skæve indslag med, altså portrætter af Chris Ware og Charles Burns og nogle af L'Association-folkene. Og vi har også haft nye talenter, nye danske tegnere der kom op; lavet et portræt af dem, der var på vej mod en eller anden form for gennembrud. Det har der været plads til. Men fx så har vi hele tiden sagt, jamen, det skal kun være på 48 sider; nyheder, artikler, interviews, portrætter og så anmeldelser. Meget, meget klassisk magasin.  

På et tidspunkt blev Strip! distribueret via Carlsen, er det korrekt?

Ja, det er rigtigt, i starten da blev det. Da vi skulle have #1 ud, manglede vi selvfølgelig nogle abonnenter. Jeg kan huske, at vi sendte bladet ud til de gamle Seriejournalen-abonnenter og sagde: her er det første nummer gratis, hvis I har lyst, så kan I tegne abonnement. Og da vi lukkede Seriejournalen i sin tid, havde Frank vist nok lavet en aftale... det var Frank, der stod for regnskabet, og så tror jeg nok, han havde forhørt sig hos Carlsen, om de kunne tænke sig [at distribuere bladet]... fordi det også var i Carlsens interesse, at der var det hæfte på markedet. Og det havde de så sagt ja til, men så lukkede bladet. Da vi så startede Strip!, henvendte vi os til Carlsen og spurgte, om de stadigvæk ville det. Det ville de gerne.

Og den distributionsordning har ikke influeret på jeres redaktionelle linje? På hvordan man nu kunne tillade sig at anmelde en Carlsen-udgivelse?

Nej, det tror jeg ikke den har. Men faktisk så havde vi heller ikke grund til det, fordi Carlsens distribution aldrig rigtig fungerede [griner]. Det var jo sådan en gratis aftale, og på det tidspunkt havde Carlsen en masse udskiftninger i deres bogholderi, så når der kom en ny mand og skulle sættes ind i tingene, så røg Strip! altså nederst i bunken. Så der var egentlig ikke... [griner] der var ikke så meget grund til at give dem særbehandling. Men det var da stadigvæk meget pænt af dem.

Men i dag bliver det distribueret via DBK, eller?

Nej, DCA, men det er jo kun til kioskerne. Der er jo også abonnements og butikssalg, det sørger jeg for. Jeg var en periode i Frankrig i 4-5 måneder, og så kunne jeg bare se på Strip!, at der blev ikke taget en skid hånd om distributionen, og da jeg så kom tilbage, ringede jeg til dem og sagde, prøv og hør her, lad os droppe det, jeg klarer det selv, det er lettere, fordi...

Altså, du ringede til Carlsen og...

Ja ja, fordi vi havde været ude og holde nogle møder med dem om, at nu skulle der lige strammes op. Og der blev ikke strammet op, og så sagde jeg: jamen, så lad os bare droppe det. Jeg vil hellere selv gøre det, for så ved jeg, det bliver gjort.

Hvordan er oplagstallene på Strip! i dag set i forhold til dengang?

Jeg kan faktisk ikke huske, hvad det første oplag var, men det er i hvert fald steget. Og vi har ikke ændret det i mange år, så det er meget stabilt. Jeg tror vi har fat i alle dem, der har sådan en dybere interesse for mediet, og det er cirka 1000 folk her i landet - og det er altså med biblioteker og med tegneseriebutikker.

Tror du Strip! eksisterer om ti år?

Øhh, altså, vi var jo dels yngre, og mere fysisk [griner] veludrustet og mere behåret [HS griner] for otte år siden end vi er nu. Fx for seks år siden, da døde Carl Barks, og han døde efter deadline, og da ryddede vi jo en side og skyndte os at lave et eller andet på det, så det kunne komme med i septembernummeret, ikke? Hvis det var sket i dag, så havde vi bare sagt: jamen, det tager vi i decembernummeret. Motivationen er ikke ændret, fordi Strip! SKAL komme, jeg kan ikke forestille mig en verden uden Strip! Jeg synes stadigvæk det er sådan et samlende tidsskrift, men på nyhedssiden da kan vi ikke stille noget op mod internetsiderne, og det er også ligegyldigt.

Men hvis vi forestiller os, at Strip! stadig eksisterer om ti år, er det så stadigvæk med dig som redaktør?

Ja, det tror jeg det er. Vi har jo forsøgt at få nogle nye folk ind i redaktionen, og vi har da også fået Michael Madsen med ind indenfor de sidste par år, men vi er sgu sådan en sammentømret enhed, ikke, og så længe det er frivilligt baseret arbejde, så giver du ikke sådan noget videre. Altså, hvordan skal man peppe nogle fremmede folk op til et eller andet, de ikke får penge for? Så når vi ikke gider længere, så lukker Strip! Vi har også snakket om, om man skulle droppe bladudgaven, og så lave det på nettet, men det gider vi heller ikke. Men altså, der er da ikke nogen der siger, at Strip! skal køre i årevis, gu' skal det da ej; det stopper, når vi ikke gider længere.

Nu har du jo siden day one både fungeret som tegneserieudgiver og som tegneseriekritiker på en og samme tid. Har det nogensinde sat dig i en penibel situation?

Jamen, det har det, det har sat mig i et par penible situationer, så jeg faktisk ikke har været kritiker i de sidste to-tre år, og... [griner] så er der ikke mere, at sige om det. Fx så har jeg jo anmeldt tegneserier i ti år for Information, men i og med at jeg for 3-4 år siden besluttede mig for at gøre mere ud af selve forlagsdelen, ikke bare antologien, men forlagsdelen, så begyndte jeg i højere grad at være forlægger. Det svarer lidt til, at Johannes Riis på Gyldendal jo heller ikke kan tillade sig at anmelde andre forlags udgivelser; så det synes jeg heller ikke jeg kan længere. Jeg har ikke anmeldt i årevis.

 

ANTOLOGIEN
Første nummer af tegneserieantologien Fahrenheit udkom i 1991, og var fra starten lagt an som en international antologi. Hvordan fik du materiale til de første numre, når du end ikke havde et organ at præsentere bidragsyderne for?

Det kan jeg sgu næsten ikke engang huske. Men op igennem 80erne hvor jeg lavede Fat Comic, fik jeg jo kontakt med nogle udenlandske blade. Bl.a. en franskmand som lavede et blad. Jeg kan sgu ikke engang huske, hvad det hed [magasinet hed Bulles Dingues], men hvert nummer var et temanummer, og vi fik kontakt, fordi han godt kunne tænke sig at lave et tema om danske tegneserier. Så skulle jeg skrive en præsentationsartikel. Så var der andre numre med nye franske talenter og sådan noget.

Og fordi jeg havde lavet Fat Comic i årevis, hvor der kun var artikler, så kunne jeg godt tænke mig at lave et blad, der bragte tegneserier i stedet for. Så var det bl.a. ham jeg spurgte. Der var bl.a. en meget, meget ung Lewis Trondheim, som jeg jo faktisk bragte på den allerførste side i Fahrenheit. Så jeg havde allerede nogle kontakter. Fra starten af var det altså meget vigtigt, at det skulle være en international antologi. Det var jo der i 80erne, og alle de der småfanzines der bragte tegneserier, det var altid danske tegneserier de bragte. Og når jeg var i udlandet og købte småhæfter, så syntes jeg for fanden der var så meget spændende, ikke, og til trods for, at der findes masser af glimrende danske tegnere, så er vi jo som serienation meget lille. Det er i det store udland, at det sker. Og jeg syntes det var synd, at de ting ikke blev bragt på dansk.

Du har over årene præsenteret en række internationale kunstnere i Fahrenheit - Peter Bagge, Julie Doucet, Joel Orff, Jason, Thomas Ott, Adrian Tomine, Lewis Trondheim og Jim Woodring - navne, som få eller slet ingen danskere havde hørt om før på daværende tidspunkt. Hvor kendte du deres arbejde fra, og ikke mindst: hvordan kom du i kontakt med dem?

Jamen, egentlig tror jeg nok, at jeg i alt det som jeg har interesseret mig for - om det har været film eller musik eller bøger eller tegneserier - så har jeg altid været interesseret i avantgarden. Samtidig med at jeg har holdt utrolig meget af den store, brede mainstream. Altså, fx så synes jeg at den bedste tegneserie i hele verden er Tintin, og det er jo simpelthen så sikkert et valg, at alle burde falde i søvn på stribe, ikke? Men jeg har også altid interesseret mig for: hvor sker det sjove henne?

Så det har altid været sådan, når jeg var ude at rejse, så skulle jeg jo altid ind i tegneseriebutikker, ikke? Når jeg var i Paris, eller hvis jeg var i USA, så ind i en butik, og ned i det bagerste hjørne på de nederste hylder og rode alt det igennem, de havde der. Og på det tidspunkt havde Fantagraphics jo Julie Doucet og Terry LaBan og Woodring, det var jo forlaget - det er det jo sådan set stadigvæk - der havde alle de sjove, ikke, eller som ligesom havde videreført den amerikanske tradition for underground, altså med alternative tegneserier, alternative udtryksmuligheder indenfor tegneseriemediet. Og det har altid interesseret mig. Så abonnerede jeg også på nogle tidsskrifter, fx Bild och Bubbla i Sverige, og Zozo Lala i Frankrig, og de havde også deres fanzine-sektioner, som jeg altid gennempløjede. Og hvis der så var noget, jeg syntes lød spændende, så skrev jeg til dem. Det var før e-mailen, hvis der er nogen, der kan huske det. Så sendte jeg som regel et nummer af Fahrenheit med, og lagde kortene på bordet: "jeg udgiver det her blad, det kommer i 200 eksemplarer, og det bringer det nyeste indenfor mediet. Jeg kunne godt tænke mig at bringe den tegneserie her, men jeg kan ikke betale nogen penge".

Og den eneste der har sagt nej gennem tidens løb, det er Richard Corben; han ville gerne have nogle penge. Robert Crumb har givet mig lov. Jim Woodring, der var ikke noget problem. Peter Bagge syntes det var sjovt, at jeg var fra Danmark, fordi han har ancestors. Jeg kan også huske, at der var en eller anden, jeg havde henvendt mig til, en amerikaner, jeg kan ikke huske hvad han hedder [det var Steve Willis], men han skrev tilbage at: "nå, det var da sjovt du er fra Danmark, for jeg havde engang en dansk kæreste, og det eneste ord jeg har lært af hende, det var hvordan en hund gør: Vo! Vo!" [griner], eller hvad fanden det var... det var i hvert fald noget pjat.

Nu er det ikke fordi det skal udvikle sig til den store æstetiske diskussion, men hvad er det ved avantgarden der tiltrækker dig frem for mainstreamen? Hvis nu John Romita eller Jack Kirby havde sendt dig noget, ville du så have bragt det i Fahrenheit ?

Det er et svært spørgsmål; det synes jeg ikke jeg kan svare på. Altså, jeg har ikke en skid imod mainstreamen, men den har jo, lige som indenfor alle mulige andre kunstarter, nogle strukturer den følger. Fx har 80-90% af alle Hollywood-film jo den der dramakurve, Minervakurven, med op- og nedture, ikke? Et mainstream musiknummer er bygget op med A og B-stykker og omkvæd og sådan noget, det er jo det samme, ikke, og sådan er det også indenfor tegneserien. Den klassiske tegneserie - og igen Tintin, som jo næsten har grundlagt hvordan man fortæller en historie, specielt den europæiske, som jeg jo er meget til - det skal være på 44 sider, ikke, og det skal køre på den her led. Og det er jo herligt, men det er jo altså også befriende engang imellem, for ikke at sige ofte, at prøve at læse noget andet. På den måde bliver man jo udfordret visuelt, intellektuelt, fortællemæssigt, og det kan jeg godt lide. Hvorfor jeg kan det, ved jeg ikke, men sådan har jeg det bare. Jeg har altid været meget nysgerrig, og det har ikke så meget med tegneserier at gøre; det er jeg sgu på mange punkter: hvad er der ellers i den her genre eller i den her kunstart udover det, som vi alle sammen kender til?

Du har som nævnt også fået lov til at trykke bidrag af store, i samtiden internationalt anerkendte navne som Daniel Clowes, David Mazzucchelli, Dave Sim og Robert Crumb. Hvordan får man dem overbevist om, at de bare bidrage til en snoldet, sort-hvid antologi i Danmark?

Jeg tror, det har været på samme måde, som jeg har overbevist dem, der var ukendte. Jeg gjorde ikke særlig meget andet end at jeg bare sendte det nyeste nummer, og så skrev jeg: "davs, jeg laver det her blad, kunne du tænke dig, at blive bragt?" Og så tror jeg også, at uden at de måske holdt så meget øje med, hvad der foregik i Danmark - det tror jeg sådan set ikke de gjorde - så har de måske tænkt: "Danmark! Hvornår fanden... hvis jeg overhovedet nogensinde er blevet udgivet på dansk... ja ja, lad ham da bare trykke." Og jeg skrev også til dem: "jeg kan tage gode kopier af serien, du skal ikke sende mig originalmaterialet." Jeg sørgede for, at de ikke skulle gøre noget andet end bare at give mig et ja. Eller et nej. Så på den måde så gjorde jeg det også let for dem. Og til trods for at Amerika er det store kommercielle uhyre i verden, så er der jo altså også i den amerikanske modkultur... der ligger der sgu også en... et storsind et eller andet sted. Altså, når Robert Crumb og Dave Sim og hvad fanden de alle sammen hedder, har fået pengene fra deres hovedforlag, når der så er en eller anden lille pudderkvast fra København der henvender sig, så er det da helt i orden.

Nu nævnte du tidligere Richard Corben, der gerne ville have penge for et bidrag. Er der andre, som bare kategorisk har sagt nej til at deltage?

Corben er den eneste der har sagt nej. På det tidspunkt - det er jo femten år siden - var Corben jo sådan lidt glemt. Nu er han jo kommet ind i varmen igen, specielt hos Marvel, men jeg tror han havde en periode, hvor han havde svært ved at tjene penge, og stadigvæk var ham der undergrundstegneren, der lavede noget for tyve år siden, og hvad er der egentlig blevet af ham? Så jeg tror på det tidspunkt, stod han egentlig bare og manglede penge, og det synes jeg, var reelt nok. Så var der masser af dem, jeg sendte ud til, som jeg aldrig fik svar tilbage fra. Hvorfor de ikke svarede, det ved jeg jo ikke, og jeg kan faktisk heller ikke huske, hvem det har været. Men hvis jeg lige må vende tilbage til de andre [bidragsydere]: jeg kan måske også forestille mig, at de har siddet og bladret i hæftet og syntes, at det var sgu da meget sjovt med alle de her forskellige bidrag, ikke? Det kan jo også tænkes, at de faktisk har syntes, at det var et meget fedt lille hæfte.

Antologien har jo alle dage repræsenteret en bred vifte af udtryk og indhold. Men set i bakspejlet kan man sige, at hvor de første numre i høj grad var præget af hærg - de i samtiden så populære frådeserier med godt med pik og patter og derudaf - virkede det som om, de senere numre slog en mere seriøs tone an. Var det et udtryk for en bevidst redaktionel beslutning, eller var det simpelthen en afspejling af det materiale, du fik tilsendt?

Det var i høj grad det sidste, tror jeg. Det første nummer kom i 1991, det sidste i 2002, det vil sige en periode på 11 år. Men altså, jeg blev selvfølgelig også ældre, og det er da klart nok, at et eller andet sted så vokser man selvfølgelig fra splat og bæ og sådan noget. Men der er ingen tvivl om, at det meste af materialet i Fahrenheit - i og med at det lige var lavet - afspejlede en form for tidsånd. Og tidsånden i starten af 90erne var jo... fx var massemorder- eller seriemorderfænomenet jo in med Silence of the Lambs, og på det tidspunkt kørte Sverre Kristensen, som jeg trykte en masse ting af, jo løs med alt det der. Så der var stor fascination specielt i undergrundsmiljøet mod hele det der seriemorderpladder, ikke?

Og det forsvandt jo ud, eller også bevægede jeg mig i hvert fald et andet sted hen, for jeg mistede interessen for det. Det sjove er jo så, at det renommé blev hængende på Fahrenheit i lang tid blandt mange danske tegnere: " Fahrenheit, det er bare død og splat og hærg, det gider jeg ikke." Men det er klart, det var jo også folk, der aldrig åbnede bladet, som gik og sagde det. Men det ændrede sig jo, fx med Adrian Tomine, som jeg bragte i nogle af de sidste numre, og Clowes; det var jo noget helt andet noget.

Tabuer er blevet brudt på stribe i antologiens sider [PM griner]. Ømtålelige emner som jødeforfølgelse, Jesu korsfæstelse og snart sagt alle former for depraveret sex er blevet behandlet i dit blad af forskellige kunstnere. Har du nogensinde modtaget et bidrag, som du ikke ville trykke af politiske eller etiske grunde?

Nej, det tror jeg faktisk ikke jeg har [Pause]. Næ... [griner]

Siger det mest om bidragene, eller siger det mest om dig?

Ja, det ved jeg ikke, det... Altså, jeg kunne da forestille mig, at hvis jeg nu startede med at udgive Fahrenheit i dag, så er der da klart masser af det, jeg ikke ville trykke, og det ville da helt sikkert være af politiske eller moralske grunde - eller af ren og skær mangel på interesse. Derfor er det nok også meget godt, at jeg ikke udgiver det længere, for der var jo, synes jeg, en eller anden form for dynamik. Der var jo også i mig selv en lidt euforisk følelse af: "hold kæft, hvor er det sjovt det her!" Hold kæft, mand, jeg fik jo alt muligt ind af døren, ikke, og det var skideskægt og "det vil jeg fandeme bringe", ikke, og...

Men er det det samme som at sige, at du decideret har fortrudt noget af det?

Overhovedet ikke. Aldrig nogensinde. Fahrenheit, det var state of the art. Altså, jeg må indrømme, det er lang tid siden, jeg har siddet og bladret hæfterne igennem, så det kan godt være, men jeg tror det sgu ikke. Det, der måske har været det mest ekstreme af de danske bidrag, har nok været nogle af Sverres ting. Men Sverre er jo død, og at jeg har været med til at bringe noget af det, han nu er kendt for, det er jeg da faktisk på sin vis glad for. Selvom det jo... nu skal man jo tale pænt om de døde, men jeg endte jo faktisk med at være meget uenig med Sverre til sidst. Jeg var ovre og besøge ham i Herning, hvor det endte med, at vi skændtes i en brandert på Western Bar [griner], så...

Hvad gik det ud på?

Jamen, det gik ud på, at han dyrkede Charles Manson og hans overmennesketeorier, og det syntes jeg jo var noget værre pladder. Han ville hele tiden koble Nietzsche på Charles Manson, ikke, og det var fuldstændig misforstået, for med Nietzsches overmenneske følger også en vis form for ansvar, og det var der jo mildest talt ikke for meget af i og omkring Charles Manson [HS griner]. Men til trods for det har jeg da ikke fortrudt, at jeg fx har bragt den, der hed "Li'l Hitler", som virkelig gik ud på at slå jøder og sorte ihjel. Og det var lavet med ironi, men den kunne godt være svær at finde somme tider, synes jeg.

Men altså, jeg tror måske... der var jo her i slutningen af 90erne ham den amerikanske serieskaber, der hed Mike Diana, som blev knaldet ovre i Florida, for at have tegnet nogle meget voldsomme, grænseoverskridende tegninger af... alt muligt; afskårne lemmer og hvad ved jeg. Og på et tidspunkt gik jeg da seriøst og overvejede at kontakte ham og bringe noget. Jeg kan sgu egentlig ikke huske, hvorfor det ikke blev til noget, men jeg tror også, at jeg måske bare tænkte: "nej, det gider jeg sgu ikke, hvad fanden skulle jeg bringe det for?" Altså, det er lidt ligesom med... nu kan jeg jo fx godt lide Slayer, ikke? [griner] Men der er jo også lidt det der uartikulerede had i deres musik, hvor man siger: "OK, hvis alt det her skal nedbrydes; hvis alle de her institutioner såsom kristendom og samfundsstrukturer og hvad ved jeg, det bare skal ned det hele - jamen, når vi nu har brudt dem ned, og Mike Diana nu har slået alle de her mennesker og børn ihjel, ikke, hvad skal vi så? Hvad vil du så efter det?" Det er sådan noget, jeg godt kan savne lidt i Mike Dianas serier.

At de ikke har noget at sætte i stedet for?

Ja, netop. Det er uartikuleret. Had-had-had-had. "Godt nok, nu har I udraderet hele verden, hvad skal vi så have bagefter", ikke? [Pause] Hvis jeg nu havde bragt noget Mike Diana, så kunne jeg måske godt forestille mig, at jeg i dag... nej, jeg ved ikke om jeg ville have fortrudt, men jeg kunne måske godt sige, at det ville jeg ikke bringe.

For et par år siden var der et interview med dig i Ekstra Bladet, som, typisk for avisen, var vinklet på en meget enøjet og, kan jeg forestille mig, for dig ubehagelig facon. Har du noget at sige i den forbindelse?

Ja, jeg slår hende der journalistpraktikanten ihjel næste gang jeg ser hende [griner]. Nej, primært så handler det om, at jeg slet ikke så nogen alarmsignaler, selvom de blinkede lige foran snotten på mig.

Men prøv lige at indvie læseren i, hvad artiklens udgangspunkt var...

Jamen, artiklen tog udgangspunkt i stærkt voldelige, semi-nazistiske, semi-racistiske, semi-kvindefjendske tegneserier. Og hvordan jeg havde det, hvis jeg blev præsenteret for sådan nogle, om jeg ville udgive det? Og hende journalisten der, en gæv, jysk pige, som sikkert var i praktik derinde, hun havde fået fat i en tegneserie af Sverre, på et tidspunkt, hvor Sverre havde været død i ti år. Så et eller andet sted var han jo yesterday's news, må man sige. Og meget kold [begge griner]. Han var ikke så hot længere. Det kan jeg godt sige om ham, det bliver han ikke sur over. Skål, Sverre!

Og så svarede jeg jo altså: jamen, i princippet - og sådan synes jeg jo enhver forlægger skal sige - i princippet vil jeg da ikke sige nej til sådan noget ud fra et redaktionelt synspunkt. Fordi ytringsfrihedsmæssigt så har alle jo ret til at komme til orde, og hvis det er interessant, så kunne det da være værd at udgive. Det var lidt mit udgangspunkt: jamen, altså for fanden, hvis der er en, der henvender sig om en tegneserie, der handler om pædofili; jamen, hvis den er interessant nok, hvis den kommer med nogle nye indspark i debatten eller en eller anden form for forsvar, hvis den på en eller anden måde er interessant, så vil jeg da principielt ikke have noget imod at udgive den.

Men sådan nogle nuancerede argumenter skal man altså ikke sige til en journalist på Ekstra Bladet. Det skulle jeg have vidst. Og da hun så havde skrevet artiklen, sendte hun en fotograf ud til mig. Jeg arbejdede på det tidspunkt i et antikvariat, og fordi det handlede om tegneserier, og fordi det var Ekstra Bladet, så måtte det godt være lidt frækt, og hvad gjorde dumme Paw så? Så fiskede jeg et nummer af Casanova Johnny op, og stod og lavede ansigter til. Jeg spillede bare med på spøgen, ikke? Men altså, så var det jo noget med "Sex-tortur for sjov" og sådan noget, og "dansk tegneserieforlægger vil gerne udgive dit og dat". Altså, jeg fik ingen reaktioner på det, men jeg blev kraftedme sur, da den kom. Men jeg blev lige så meget sur på mig selv.

Ja. Men nu siger du, at du kan godtage de ting, hvis de kan sparke noget nyt ind i debatten. Men synes du på nogen måde at fx Sverre Kristensens ting gjorde det?

Overhovedet ikke. Men jeg siger jo, at principielt vil jeg gerne kikke på det. Jeg siger jo ikke, at jeg vil udgive det. Overhovedet ikke. Og i dag vil jeg jo slet ikke røre ved det. Fx så har jeg jo allerede fået et par henvendelser fra nogen, der vil lave noget på Mohammed-sagen, ikke, og det er jo ikke fordi jeg ikke vil røre det, jeg synes bare at hver sten er vendt i den sag. Der er også nogle helt andre sider ved Mohammed-sagen, som gør, at det ikke har min interesse. Og så gider jeg sgu da heller ikke at stikke hånden ind i det bål der, hvad fanden skulle jeg gøre det for? Men i princippet så vil jeg da ikke afvise, at der kunne komme en bog, der tog fat om den affære. Så det, at man kommer med en principiel udtalelse, er jo ikke det samme som, at man vil udgive det.

Blev du skuffet over vinklingen fra Ekstra Bladets side? Kan man sige, at den færdige artikel præsenterede noget helt andet end den interview-situation du følte, du havde været i?

Ja, det gjorde jeg nok. Men da jeg skrev en mail til journalisten, hvor jeg var skidesur, fik jeg faktisk et svar tilbage fra hende om, at hun heller ikke var tilfreds med artiklen. Og jeg tror, den måde Ekstra Bladet arbejder på, det er jo nok noget med, at hun har skrevet et interview med mig, og er måske kommet med et forslag til en overskrift, som redaktionssekretæren så har lavet fuldstændig om. Han har jo fået et eller andet kedeligt interview med en eller anden ligegyldig dansk undergrundsforlægger, ikke? Altså, "Sex-tortur for sjov", ikke? [griner] Det sælger nok flere aviser end noget andet noget, ikke? Og det gav journalisten i sit svar til mig da også udtryk for, at hun selv var lidt frustreret over. Jeg ved også med den der Jørgen Leth-sag... da var Kenan Seeberg jo faktisk bare ude at interviewe Leth, og så var der andre kræfter inde på avisen, der fik den artikel drejet i en helt anden retning. Så det endte faktisk med, at Kenan Seeberg sagde op derinde i protest, fordi han følte sig totalt svigtet. Så jeg tror altså engang imellem, at de nok er lidt for smarte derinde.

Det er snart en håndfuld år siden, der sidst kom et nummer af Fahrenheit. Kommer der flere?

Der er ikke noget på tapetet, jeg har ikke samlet materiale ind. Så det gør der nok ikke. På den anden side så ser man jo i musikbranchen mange bands, der bliver gendannet, så... [griner], så det kan da godt være engang. Det vil jeg da ikke afvise.

 

FORLAGSVIRKSOMHED OG REDAKTIONELT ARBEJDE
Sideløbende med antologien har du gennem 90erne udgivet en række soloudgivelser af danske tegnere i stadigt flottere udstyr. Er der blandt disse én, du er særligt stolt over at have bragt ud til publikum?

Jo, men det er der jo. Altså nu er det jo sådan, at hver gang man arbejder med en udgivelse, så brænder man jo for den, ikke? Men det er da klart, at når man så efter nogle år kikker tilbage, så er der jo så nogen, der måske står mere frem. Specielt med de danske udgivelser, da har jeg et meget tæt, personligt forhold til mange af dem jeg udgiver. Der er da heller ingen tvivl om, at mange af dem jeg har som faste folk, det også er nogen jeg ser som en del af min personlige vennekreds, så derfor er jeg ekstra glad for at udgive dem. Fx Peters [Kielland] Fisk er jeg meget glad for at have udgivet, og jeg holder utrolig meget af Peter. Jeg er også utrolig glad for at have udgivet Tirsdag af Henrik Rehr, selvom det måske ikke var så vellykket en tegneserie. Men han havde det der behov for at lave den tegneserie, fordi han havde haft alle de der voldsomme oplevelser. Så det var jeg glad for, at jeg var med til, selvom jeg så ikke synes det måske er Henriks bedste tegneserie.

Så er jeg også meget glad for at have introduceret Jason på dansk. Jeg synes faktisk at han er den bedste serieskaber i Norden lige for tiden, og så holder jeg også utroligt meget af ham som person. Han er et meget, meget sødt, rart og venligt menneske; vi havde et par fantastiske dage her til Komiks.dk, og jeg har også mødt ham i Frankrig og USA til forskellige festivaler. Så er der selvfølgelig de udgivelser, hvor der er sådan lidt mere økonomiske aspekter bag det hele, ikke? Det er også meget sjovt at have udgivet Det hemmelighedsfulde selskab, fordi det er Alan Moore; han er jo en af de helt store, så... ja, det er måske nok dem, jeg lige kan pege på.

Siden 2003 har du også udgivet en række internationale tegneseriestorværker på dansk. Hvordan får man som énmandsforetagende tid, økonomi og vovemod til at binde an med navne som Jacques Tardi, Moebius og Alan Moore?

Jamen, det er jo egentlig ikke så svært, når man først kender mekanismerne i branchen. Så er det jo bare at henvende sig til de forskellige forlag og forhandle en kontrakt i hus, købe det elektroniske materiale og få det oversat, og så bliver det udgivet. Så på den måde er der egentlig ikke så meget vovemod i det. Fahrenheit er jo selvfølgelig blevet større, så derfor er der også et større cash flow, og flere penge til at lave sådan nogle ting. Og så traf jeg jo også en beslutning for nogle år siden. Det var omkring 2002, hvor jeg udgav det sidste nummer af Fahrenheit, hvor jeg sagde: nej, nu skal jeg videre! Når man ser tilbage på Fahrenheit-antologien, så var det jo den, der ligesom bragte 90er-generationen, hvis man kan tale om sådan, frem, ikke? Og det er det så ikke længere. Men jeg følte, at jeg bare skulle videre, og for at komme det, så skulle man jo tage nogle internationale navne, ikke? Jeg har udgivet mange danskere, og gør det stadigvæk; jeg kan godt lide at udgive danske talenter. Men der er jo noget særligt over at sidde og rode med en Tardi-udgivelse, sidde og rode med en Moebius og en Alan Moore, det er da klart.

Har det lige fra begyndelsen været din vision, at arbejde hen imod så store udgivelser?

Et eller andet sted så træder man vel op af stigen, gør man ikke? Altså, da jeg startede det første nummer af Fahrenheit, da havde jeg da ikke lige dem i tankerne, men man finder jo ud af hvad der er muligt, og så bevæger man sig længere ud over dybet.

De fleste - hvis ikke alle - af dine udgivelser op gennem 90erne var udstyret med en tak til Seriefonden eller Litteraturrådets seriepulje. Sådanne leder man forgæves efter i de seneste udgivelser. Betyder det, at forlaget Fahrenheit i dag økonomisk hviler i sig selv?

Jo jo, det gør det da. Men der er ingen tvivl om at den gamle [ordning] - det, der hed Seriefonden - bestod af et tremandsudvalg, som vidste, hvad der rørte sig i branchen og vidste, at jeg stort set var den eneste, der udgav danske tegneserier, så derfor fik jeg jo masser af penge. Det nye litteraturråd har faktisk ikke givet mig nogen penge endnu, til trods for at jeg har ansøgt om en masse ting og sager. Og det betyder jo så, at der ikke kommer så mange danske nyudgivelser længere, af den grund, at du kan sgu ikke tjene penge på at udgive danske tegneserier. Når vi har rost os selv og sagt, hvor mange gode danske tegnere og talenter der er, og hvad ved jeg, så er markedet for danskproducerede tegneserier meget lille, meget skrøbeligt, og hvis du ikke kan få noget støtte, så kan du ikke længere gå ind og udgive...

Men jeg er jo ikke bare kynisk forretningsmand, jeg er ikke kommercielt tænkende, hvad sådan noget angår. Hvis der er noget, hvor jeg siger: det her, det vil jeg simpelthen bare gerne udgive - fx så har jeg jo et flip med Ib Kjeldsmark [griner] - det skal jo bare ud, selvom der ikke er nogen penge i det. Også hos mig er der jo noget, der hedder gyngerne og karrusellerne. Der er nogle serier, der bare sælger; Det hemmelighedsfulde selskab sælger. Der er også nogle af de danske tegneserier der sælger. Jan Kjær udgav en Lær at tegne manga - det er min største sællert overhovedet. Også hans Alfa, Sepp og Stick, som var sådan en middle-of-the-road manga-inspireret børnetegneserie, har solgt rigtig godt. Så er der så andre serier, dem vil jeg ikke komme ind på, som faktisk ikke har solgt en meter, men som jeg gerne vil udgive. Man laver selvfølgelig det, der hedder en kalkyle, ikke? Og så er der nogle udgivelser, hvor man må sige: "det her, det er for dyrt, det gør jeg ikke", og så er der andre serier, hvor man siger: "det her, det er for dyrt - men jeg gør det alligevel, fordi at jeg godt kan lide det."

Fahrenheit har også et par skønlitterære udgivelser bag sig. Mest bemærkelsesværdige har været en samling af Hans Scherfigs ugebladsnoveller og en dansk Sherlock Holmes-pastiche. Er det et spor du har tænkt dig at forfølge?

Ja, det kunne jeg godt, men altså, Fahrenheit er primært et tegneserieforlag. Det er det, jeg kan finde ud af, og det er også det, mit hjerte banker for. Men det er jo to bøger, som jeg har lavet sammen med Benni Bødker, som udover at være tegneseriemand også er en meget litterært orienteret mand, og han er god til at finde sådan nogle sjove projekter frem. Og så kender jeg også Scherfig-familien ret godt, og Hans Scherfig var, da jeg var ung, en af de helt store for mig. Så derfor var det jo også skægt at udgive ham. Men jeg har nogle skønlitterære projekter på bedding, jeg har også nogle ungdomsting og sådan noget, men jeg kan ikke røbe noget. Men det er meget spændende! [griner]

Jeg ved, vi kan se frem til Charles Burns' kolossale Black Hole på dansk. Er der andre tegneserier på vej fra forlaget?

Jamen, før Charles Burns er der jo faktisk Blankets, den udgiver jeg sammen med Cool Comics. Det var [Cool Comics' redaktør] H. C. Vang der henvendte sig til mig og spurgte, om jeg ville være med til det både økonomisk og arbejdsmæssigt. Det er jo en tung opgave at løfte. Så den kommer først, fordi vi er kontraktligt forpligtet til at få den udsendt så hurtigt som muligt. Den skulle gerne komme her i løbet af vinteren og så håber jeg da, at Black Hole kommer til foråret. Så det er 400 sider for den ene og 600 sider for den anden; det er lige 1000 siders tegneserie, og det har bl.a. betydet, at jeg rent økonomisk og rent arbejdsmæssigt ikke vil lave nye aftaler før de er ude, selvom jeg har masser, MASSER af ting jeg gerne vil udgive.

Nu snakkede vi tidligere om din forkærlighed for avantgarden i dine unge dage. Og nu er det jo lidt ligesom om du med udgivelser som Gudernes skat og Det hemmelighedsfulde selskab og mange andre, bevæger dig over i mainstreamen. Er det bare en naturlig udvikling, eller?

Ja, det er det jo nok. Og det er jo nok også sådan en, kan man sige, realpolitisk udvikling, altså, det må også gerne sælge. Og det danske tegneseriepublikum er jo meget konservativt. Der er ikke brug for så mange fornyelser. Og det kan også godt være, at der ikke er brug for så mage fornyelser oppe i min lille hjerne længere. Når man ser hvad der står hjemme på min reol og hvad jeg har købt indenfor det sidste år, så køber jeg stadigvæk masser af skæve ting. Men hvor jeg måske for fem år siden sagde: "det her, det skal jeg bare udgive", så er der jo [nu] en stopklods der siger: "nej, det skal jeg ikke, for det kan jeg ikke sælge en meter af, selvom jeg hjertens gerne ville."

Så med årene bliver man pragmatiker i stedet for idealist?

Ja, det gør man jo. Selvfølgelig gør man det.

Oversættelsesopgaver af udenlandske serier er i et par tilfælde blevet lagt i hænderne på andre kræfter. Men hvordan fungerer forlaget ellers administrativt i det daglige? Er det stadigvæk a one-man show?

Ja ja, det er et totalt one-man show, jeg laver det hele selv. Der er faktisk også mange udgivelser, jeg selv oversætter. Jeg står for regnskabet, jeg står for distribution, fra start til slut er jeg med i en bog eller en udgivelse: kontraktforhandlinger, kontakt til trykkeriet, trykning, det grafiske og distributionen og så det endelige regnskab.

På det seneste har du også påtaget dig redaktionelle opgaver og oversættelsesopgaver for andre tegneserieforlag. Jeg kan forstå, du er blevet en del af Mangismo?

Jeg startede med at redigere et par titler for Mangismo; det vil sige at jeg tekstredigerer oversættelsen af titlen, og så sørger jeg for det rent logistiske. Der er jo meget logistik i at tilrettelægge en titel, specielt i tilfældet Mangismo fordi de udkommer i Danmark, Norge og Sverige. Så der er en masse tråde man skal styre; der er en svensk redaktør, en norsk redaktør, og det samme med oversætterne og grafikeren, der skal sætte teksten ind i taleboblerne. Så jeg skal sørge for at den danske oversætter får materiale til oversættelse, og så skal man læse det igennem for stavefejl og sende det til grafikeren. Og så skal man have en anden grafiker til at lave omslaget, og det skal sendes til Japan til godkendelse. Så skal det hele sendes til trykkeriet og de sender så blåkopier tilbage, som vi skal godkende. Så det er et rigtigt redaktørjob.

Du har også netop overtaget oversættelsesarbejdet på Egmonts forskellige Marvel-titler. Hvordan kom det i stand?

Jeg havde lyst til at prøve den slags arbejde og lavede en prøveoversættelse til Michael G. Nielsen på Egmont. Og da så [den tidligere Marvel-oversætter] Morten Søndergård var brændt ud efter 20 år med næsen begravet i tastaturet - han forlod vist nærmest skuden fra den ene dag til den anden - og Michael stod og manglede en oversætter, så slog han til. Jeg har godt nok ikke dyrket de gamle mænd i underbukser de sidste mange år, men det er sjovt at dykke ned i [superhelte]universerne en gang til.

Marvels superhelte er jo unægtelig en helt anden boldgade end den, du plejer at spille i. Hvordan er det at arbejde med tegneserier, som ligger så fjernt fra én?

Jeg har jo mine meninger om de amerikanske superhelte, og dem må jeg hellere holde for mig selv. Men altså, jeg er også en af dem, der ikke kan stå for Peter Parker og hans problemer med at skaffe medicin til sin gamle tante, blomster til Mary Jane og billeder til sin chef på avisen, så Spider-Man vil jeg næsten mene er den bedste og mest vellykkede af alle superhelte. Der kommer meget rutinebras ud, men overordnet set er det en fantastisk soap. Endnu mere soapet er så X-Men, og jeg må indrømme, at det er lidt komisk at se, hvordan de forskellige helte dyrker de personlige intriger, mens de banker monstre fra det ydre rum. Jeg kan sagtens se det charmerende i det, men samtidig har jeg også masser af medlidenhed med de voksne mennesker, der ikke interesserer sig for andet end amerikanske superhelte.

Har arbejdet med serierne på nogen måde ændret dit syn på superheltetegneserier?

Næh, det synes jeg ikke. Det er jo serier, der udkommer en gang om måneden; serier, der ligesom amerikanske tv-serier kører i én uendelighed med udvikling af figurerne. Jeg er hverken blevet mere irriteret eller større fan af dem. Man kan trække nogle generelle linier om genren og analysere den højtravende for at være gudefortællinger og den sande triviallitteratur, der rammer de ægte følelser og konflikter, men hele tiden skal det jo pakkes ind i slagsmål og machobemærkninger fra båthoveder. Men hvis jeg skal prøve at lade være med at se professionelt på det og i stedet se på genren som læser, så kan jeg kun sige, at det er godt, at den amerikanske superhelt har fået konkurrence af manga og graphic novels. Et marked kun med superhelte ville være et marked, som selv jeg ville flygte fra. Altså, prøv også at tænke på et marked, hvor der kun var Tintin og Blake og Mortimer og ikke andet... eller hvis man kun måtte spise forårsruller hver eneste dag [griner]!

 

AFSLUTTENDE
Jeg sad og bladrede i Rackham #4, det store temanummer med interviews med danske tegneserieskabere. Det slog mig, at stemningen blandt flere af disse var præget af resignation og en næsten opgivende holdning overfor den danske tegneseriescene. Bladet udkom i 2001. I dag har vi en helt anden situation: flere nye små forlag, de etablerede forlag er kommet i sving igen, vi har en tegneseriebiennale, der er blevet afholdt to gange med stor succes, og en undrende presse - trykt som elektronisk - der anmelder og spørger ind til det nye fænomen 'graphic novel'. Hvad er der sket? Hvordan kunne skuden vende, på så kort tid?

For det første så ved jeg ikke helt, om skuden er vendt. Der er helt klart kommet en ny interesse fra mediernes side. I 2001 var der INGEN der gad at skrive om tegneserier. Jeg selv på det tidspunkt anmeldte inde på Information, og der var sgu ikke den store opbakning derinde. Jeg havde skrevet derinde i 100 år, så jeg fik lov til at skrive mine anmeldelser, men de var stort set ligeglade med det. Og sådan var det sgu over hele linjen. Og så er det rigtigt, så vender det. Nu får jeg jo henvendelser fra de mest mærkelige steder, og nu skal de også skrive om tegneserier, ikke? Der er medierne sådan en lemmingeflok, de følger med, for "det skal vi jo skrive om, vi skal være med på beatet, vi skal jo ikke hægtes af." Og da er tegneserierne så i den heldige situation nu, at vi er noget af det, som de gerne vil skrive om.

Men altså, for en måned siden var der en artikel om graphic novels i Politiken, hvor de havde interviewet Torben fra Free Comics i forbindelse med Sortmund, og den første linje var: "graphic novels er blevet den nye guldgrube for danske forlæggere". Og det er en sandhed med visse modifikationer, vil jeg så sige. Jeg tror ikke... jeg kan i hvert fald ikke mærke, at det sådan umiddelbart har givet udslag i kæmpe omsætning. Det har det ikke, overhovedet ikke. Men det man bare et eller andet sted må konstatere med det danske seriemarked, den danske kultur, og Danmark som helhed, det er at... jamen, hvad skete der for ti år siden nede i Frankrig? Der skete jo det, at der kom et forlag, der hed L'Association. Fantagraphics begyndte at udsende de første ACME Novelty, og Ghost World kom for ti år siden. Der begyndte at ske noget derude, der begyndte at ske reaktioner mod meget stagnerende markeder i Frankrig og USA. Og det blev virkelig en succes. Man fik folk tilbage og man fik folk, som normalt ikke læste tegneserier til at læse tegneserier.

Og det kommer så med fem års forsinkelse til Danmark. Lige såvel som når der sker en ny tendens indenfor musikken og filmen. Jeg ved godt, Danmark har sat nogle standarder internationalt indenfor film, men generelt så er det jo sådan, at Danmark stadigvæk er en lille bondenation, som ikke sætter nogen dagsordener overhovedet nogen steder. Det tror vi alle sammen at vi gør, men det gør vi altså ikke. Og så sker hele det her graphic novel-fænomen - det har jo kørt i udlandet i 5-10 år - nu er det endelig kommet til Danmark med Persepolis ' introduktion sidste år. Så til trods for at vi er bagefter, så kommer udviklingen jo; alt hvad der sker inden for alle mulige områder, det kommer jo også til Danmark.

Så det at der pludselig knopskyder en række små forlag - en masse små nye Fahrenheiter, om man vil - som Aben maler, Brun blomst, Cool Comics, og G. Floy til en vis grad, selvom de har et bredere og mere mainstreamet program, det er et resultat af den udvikling snarere end at de har været med til at sætte den udvikling i gang?

Det er jo selvfølgelig svært at sige. Altså, det er jo fantastisk at de er kommet, ikke, og de var jo måske kommet alligevel, men der er da ingen tvivl om, at jorden jo nok skal være gødet på en eller anden måde, for at de kan komme op...

Og hvor meget af æren vil du tage for det? Eller skylden?

Nej, men jeg vil ikke tage nogen ære. Jeg har altid været der og vil altid være der, og kører mit eget spor et eller andet sted. Nej, jeg tror sgu ikke, jeg har sat noget i gang, det tror jeg sgu ikke. Altså, hvis jeg ikke eksisterede, så var Persepolis da stadigvæk blevet udsendt, tror jeg.

Men hvordan har du det med lige pludselig at have fået konkurrence fra andre græsrodsforlag?

Det har jeg det rigtig godt med. Det er jo sundere for at marked, at der er flere spillere på banen. Det er jo også med til at udvide markedet, og det trænger det i den grad til at blive. Så jo flere, jo bedre. Altså, jeg var jo tæt på at udgive Sortmund , men jeg er glad for at den udgivelse ligesom har sat Brun Blomst i gang. Og selvom jeg selv har været interesseret i Ghost World, så synes jeg det er fedt, at det bliver Aben malers titel - én, der virkelig kan skærpe forlagets profil, lige så vel som Sin City skærper G. Floys og Persepolis Carlsens.

Hvilken udgivelse profilerer forlaget Fahrenheit? Har du et eller andet hvor du kan sige: det er kronen på værket?

Jamen, det er Jasons Vent lidt... Det er den bedste tegneserie, jeg nogensinde har udgivet; det synes jeg.

Så alt det vi havde drømt om for ti år siden er mere eller mindre gået i opfyldelse, eller er ved at gå i opfyldelse. Men nu har du jo været med i branchen i uhyggeligt mange år, og vi har jo før set, at det går op og ned. Der var det store boom i 80erne, der blev fulgt af 90erne, hvor der ikke skete noget som helst. Tror du på, at opsvinget denne gang har bidt sig fast, at tegneserien ikke bare bliver betragtet som et fænomen, men fremover også som en selvstændig og relevant udtryksform, eller kan vi forvente et nyt dyk?

Det er meget muligt, at det bare er sådan et modefænomen nu, ikke? For når man bliver kontaktet af journalister, så kan man mærke på dem, at de har fået at vide af deres redaktør, at nu skal vi skrive om det, og de ved ikke en skid om noget som helst. Der er også forlag, som begynder at kalde nogle af deres børneudgivelser for graphic novels, fordi det er en blanding af tekst og billeder. Og det lugter jo meget hen af, at det her er et modefænomen, at nu er det her ord oppe i tiden, ikke? Så det er da meget muligt at tegneserierne om fem år er sat tilbage igen. Men det kan også godt være, det bider sig fast.

Men det, at vi får store værker som Persepolis og From Hell på dansk, kan det ikke have sådan en akkumulerende effekt, så man rent faktisk med tiden får opbygget en, om man vil, tegneseriekanon på dansk, som så kan gøre, at der er et afsæt at tage udgangspunkt i?

Jo, men helt sikkert, og det vil jeg da absolut håbe, der bliver. Det skal så nok bare udtrykke sig mere massivt end det gør nu. Sidste år kom Persepolis, nu kommer så Blankets, Black Hole, og Faraos cigarer udsender From Hell. Carlsen har også nogle ting på bedding, ved jeg, så inden for det næste år kommer det i en mere jævn strøm, og det er nok det, der skal til. Altså, man kan sige, at litteraturen, som sidder så tungt og er så repræsenteret i dag, den har jo også været flere tusind år om at nå så vidt; tegneserier har kun hundrede år på bagen, ikke? Og der er jo stadigvæk masser af folk, for hvem det jo virkelig er et kæmpe tabu. At noget er "tegneserieagtigt", det er der jo masser af unge mennesker der også siger i dag, så mediet er da stadigvæk underlegent i forhold til andre medier, og det ved jeg ikke, om sådan et graphic novel boom kan ændre på. Men det eneste man kan gøre, det er jo at holde fast, og blive ved med at udgive kvalitetstegneserier.

Hvis du ser på tegneseriemarkedet i dag, så har du jo groft sagt de såkaldtekvalitetsudgivelser, som for en stor dels vedkommende er graphic novels, som bliver læst af et modent publikum, som har litterære interesser og alt det der, og så har du jo stadigvæk en stor del af konsumprodukterne, som superheltehæfterne og de europæiske mainstreamtegneserier, ikke? Så der skal nok en større overvægt af de seriøse udgivelser til, før man kan få den respekt eller accept. Hvis det er det, man vil have. Fx er det da meget tydeligt, at sådan en gut som Jacob Stegelman fra Troldspejlet, han gider da ikke ind i det fine selskab; tegneserien skal stadig være klassens uartige dreng, og det er jeg ikke nødvendigvis enig med ham i. Den må gerne være fræk, men den må også gerne være noget andet.

Folk ved da godt, at når de skal have noget godnatlæsning om vinteren, så vil de gerne have en roman, der siger dem noget om livet, eller hvad fanden ved jeg, men når de skal på sommerferie, så vil de gerne have en kriminalroman. De kan godt skelne mellem seriøs og triviallitteratur. Det samme med folk hvis de skal i biografen, ikke, "hvad er jeg i humør til at gå ind og se i aften? Arh, jeg har tømmermænd, lad os gå ind og se en dødssyg Hollywood-film", og en anden dag går de ind og ser en Truffaut-klassiker eller Woody Allens nye film, ikke? De er godt klar over, at i filmens verden findes der mainstreamfilm og smalle film. Og sådan er det jo også i tegneseriemediet, men det er der bare ikke særligt mange der - af en eller anden årsag - er klar over. Det er lidt det, vi kæmper imod, og det har altid irriteret mig, men samtidig kan man jo også bare konstatere, at det er sådan folk tænker.

Der har været ups and downs i branchen i den tid, du har været der. Har der aldrig været en periode, hvor du har tænkt: fuck det! Nu smider jeg det hele fra mig og bliver børsmægler eller et eller andet i stedet for?

Næ, det har der egentlig ikke. Jeg tror den mest passive periode, var lige da jeg flyttede til København. Da kom jeg jo som typisk provinsboer til byen og blev overvældet af alle dens tilbud, og så gik der en periode på et år eller halvandet hvor jeg ikke lavede Fat Comic. Men ellers, nej, det har jeg ikke. Næ.

Det er jo en imponerende karriere, du har haft. Og nu har du rundet de 40, og så sætter selvrefleksionen jo ind. Når du kikker tilbage, er du så der i dag, hvor du drømte om at være, da du sad ved køkkenbordet i Nyborg for 30 år siden?

Det er svært at sige, for jeg kan sgu ærlig talt ikke huske, hvad jeg drømte om for 30 år siden. Men ambitionerne har jo nok ændret sig i tidens løb. Da jeg lavede Fat Comic, syntes jeg jo bare det var skægt at skrive om tegneserier. Da havde jeg jo slet ikke nogen intentioner om at skulle udgive eller have mit eget forlag. Og da jeg så startede med at udgive Fahrenheit, så syntes jeg bare, det var skægt at bringe nogle af de tegneserier, som ALDRIG kom på dansk.

Men så op igennem 90erne blev mine ambitioner jo at få forlaget op at køre. Og nu er min ambition så at leve af det, og det kan jeg endnu ikke, så jeg arbejder jeg sådan lidt hist og pist for andre forlag. Jeg har selvfølgelig gjort min hobby til min levevej, og det er jeg ret glad for. For nogle år siden havde jeg et andet job som kartograf på Kort- og Matrikelstyrelsen, og det har jeg ikke fortrudt, jeg stoppede med, for nu er jeg der, hvor min interesse er. Men hvis jeg skal rose mig selv lidt, så tror jeg måske egentlig nok at det, der altid har drevet mit engagement i tegneserierne, har nok været det der med, at jeg er i mediet for tegneserierne, og egentlig ikke for min egen skyld. Altså, hvorfor fanden laver jeg Strip!? Hvorfor fanden udgiver jeg en masse tegneserier, som ikke løber rundt? Fordi jeg holder så utrolig meget af tegneserierne, jeg har en enorm interesse for mediet. Hvis jeg skulle tjene nogle flere penge, hvis jeg skulle score nogle flere damer, hvis jeg skulle have... hvis mit ego skulle styrkes mere, så kunne jeg have valgt alle mulige andre brancher, men...

Men hvorfor tegneserier? Hvorfor er det lige det medie, du har kastet dig over? Hvad kan tegneserien, som appellerer til dig, i forhold til andre udtryksformer?

Jeg ved det ikke, Henry, gamle dreng. Altså, mænd har det vel med at have passioner, der følger dem hele livet. Jeg selv er til tegneserier og... rigtige bøger! Og alternativ country og rock og rul og AC/DC. Mårdøn Smet har viet hele sin pladesamling til dårlig black metal. Manga-oversætteren Alex Jørgensen er passioneret jazz-musiker. Forlagschef på Mangismo, Jesper Holm, er inkarneret motorcykel-kører. Den gamle tegner Mik Schack har i årevis dunket os i hovedet med, at vi skal spise noget ordentligt mad. Hvorfor begiver folk sig ud på missioner? Det ved jeg ikke. For at fylde vores liv ud? Måske er det en form for kærlighed, en glæde, man ikke kan få af kæresten, konen eller barnet. En glæde som kommer indefra og som måske gør, at man har overskud til at give sin kærlighed og entusiasme og nysgerrighed og glæde tilbage til kæresten, konen og barnet. Glæden ved tegneserier indgår i den store livscyklus. 'Nuff said!

Fotos af Søren E. Jacobsen

[28/07/06]



   

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Forsiden til Fat Comic #3 (1980), tegnet af Henrik Rehr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Mathiasen: "Da Serie Magasinet i april 1983 holdt sit 300-numres jubilæum udgav jeg fanzinet Fat Comic. Jeg havde sammen med Rune Engelbreth Larsen, der udgav sit fanzine Serie Kureren, Forlaget Viking, hvor vi efter vores egen mening styrede og med hård hånd bedømte den danske og skandinaviske fanzine-verden. Vi fik begge publiceret en tegneserie i SM 300 (der på daværende tidspunkt blev redigeret af Carsten Søndergaard), og det var vi meget stolte af. Samtidig bekræftede det os i, at vi var kongerne af noget så latterligt som den danske fanzine-verden anno 1983."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Forsiden til Fat Comic #32 (1990), tegnet af Peter Snejbjerg.

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Seriejournalen #19, 1995. Mathiasen: "En forside, hvor tegneren Thomas Nøhr blander Tintin og John Difool. Seriejournalen var voluminøst og kaotisk produceret blad og lagde grunden til det mere stramt redigerede STRIP!"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Forsiden til Strip! #1 (1998), tegnet af Mårdøn Smet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Forsiden til første nummer af antologien, tegning af Hunt Emerson. Mathiasen: "33.8 svarer til hvad 1 grad Celsius er på fahrenheit-skalaen og sådan fortsatte var den noget kryptiske nummerering. Den første serie i det første nummer var af en på det tidspunkt ukendt fransk tegner ved navn Lewis Trondheim."

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Mathiasen: "Fahrenheit 50.0 fra 1994 havde svulmegummi på forsiden, som, når det bliver varmet op og indeholder grøn farve, ligner bræk. Det blev lavet en aften, hvor Esben Horn og jeg bredte alle eksemplarer ud på gulvet på det reklamebureau, Lars Bering Haarup arbejdede i. Han og Mårdøn Smet producerede i et andet lokale første og eneste nummer af bladet Hadepikken. Midt i det hele trådte Berings chef ind af døren. Folk i reklamebranchen er som bekendt kreative - og det vil især cheferne gerne vise, at de er - så han tog det hele med et smil."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Forsiden til Fahrenheit 60.8, tegnet af Teddy Kristiansen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Mathiasen: "Fahrenheit 73.4 blev det 23. og indtil videre sidste nummer i rækken. James Kochalka, Greg Irons, Max Andersson, Ray Man, Thomas Lavric, Peter Snejbjerg, Jean-Christophe Menu og en lang række danske tegnere var med til at sætte et foreløbigt punktum. I dag kan man se tilbage på Fahrenheit, som antologien, der bragte 90ernes tegnere - danske som udenlandske - frem i lyset, og nu har en masse andre antologier heldigvis bragt stafetten videre."

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Donald Fuck af Sverre Kristensen, første udgivelse fra forlaget Fahrenheit. Forside tegnet af Mårdøn Smet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Forsiden til Soldat Varlot af Tardi (Fahrenheit 2005).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Forsiden til Manga - 20 tips & tricks af Jan Kjær (Fahrenheit 2005).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version
Forsiden til Vent lidt... af Jason (Fahrenheit 2006).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

læs også:
Tema: Danske tegneserier
Anmeldelse: Jasons Jernvognen
Anmeldelse: Henrik Rehrs Tirsdag
Anmeldelse: Tardis Soldat Varlot
Anmeldelse: Abnett, Tomlinson, White & Snejbjergs De underjordiske

links:
Forlaget Fahrenheit


tilbage til Interviews


© 2007 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2007 the respective artists and authors. All rights reserved.


4